I dag underskrives den anglo-irske traktat, der betyder, at 26 grevskaber på den irske ø endelig kan danne Den Irske Fristat, men også at de seks nordirske grevskaber stadig skal være en del af Storbritannien

Året er 1921. Bagud er en blodig historie, som præger irerne den dag i dag.
Englændernes endelige erobring af Irland i midten af 1500-tallet fører til en hidtil uset grov undertrykkelse og udbytning af en kolonis oprindelige befolkning.
Det medfører selvfølgelig talrige irske oprør mod den engelske overmagt. Alle tabes ofte efter meget blodige kampe. Med Unionsakten fra år 1800 bliver Irland indlemmet i Storbritannien.
Sult, nød, men ikke mindst trangen til at leve i et frit land får næsten halvdelen af den irske befolkning til at udvandre til USA.
I slutningen af århundredet opstår et stadig stærkere krav om selvstændighed. I starten af 1900-tallet ser det ud til at lykkes med lovforslaget om Home Rule, men alt går galt og udløser Påskeopstanden i 1916 i Dublin.
Dette oprør får ikke en bred folkelig opbakning og kvæles i blod. Herefter går det hurtigt. IRA oprettes, og dens offensive kamp tvinger englænderne til forhandlingsbordet. Men resultatet er ikke det bedste, Nordirland afskæres fra resten af øen.
Den anglo-irske traktat medfører splittelse i Sin Féin og IRA mellem Michael Collins, der accepterer traktatens betingelser, og en republikansk fløj, der ledes af den senere statsminister og præsident Eamon De Valera.
Efter en kort borgerkrig proklameres et selvstændigt Irland, men først i 1949 er Republikken Eire helt selvstændig. I slutningen af 1990-erne overhaler Irland Storbritanien med en højere gennemsnitsindkomst per indbygger.