Brøndby-politiker indfører lokal træffetid for borgerne.
Allan Nielsen fra Demokratiske Socialister i Brøndby inviterer nu borgerne til en snak om kommunalbestyrelsens dagsorden dagen før byrådet holder møde. Borgerne kan møde politikeren i Aktivitetshuset Tranen i Brøndby Strand, hvor de samtidig kan spise middag med deres familie til en billig penge.
- Vi gik til valg på, at borgerne skulle have lettere ved at få kontakt med politikerne, og det løfte forsøger vi nu at virkeliggøre, siger Allan Nielsen.
- I dag skal borgerne op på rådhuset i 'ulvetimen', hvor børn skal hentes i institution, og hvor der skal købes ind og laves mad. Det prøver vi at kombinere med politisk åbenhed. Nu får borgerne en chance for at tale med en politiker om, hvad de har på hjerte, og hvad der er på dagsordenen, samtidig med at de uden stress kan spise middag. Det håber jeg vil få flere til at følge mere med i de lokale beslutninger, som angår deres egen hverdag, siger Allan Nielsen.
- Er nogen interesseret i at følge med i, hvad alle andre politikere mener, kan de jo møde op i byrådssalen dagen efter, og så er de jo allerede bedre forberedt på, hvad sagen drejer sig om.
- Jeg håber, at træffetiden vil skabe større interesse blandt alle uanset deres politiske ståsted. Kommer der blot en halv snes borgere, så er det en succes, som jeg vil fortsætte med. Jeg håber samtidig på, at flere af mine kollegaer i byrådet også vil tage ideen op, siger Allan Nielsen.
I første omgang har Allan Nielsen planlagt tre møder. Det er alle på tirsdage, hvor Tranen byder på middage med en dagens ret, der kun koster fra 35 til 45 kroner. Vil man være sikker på at kunne købe mad, kan det bestilles på telefon 43 73 81 25, og månedens menu kan læses på www.broendbynettet.dk
Møderne afholdes tirsdagene den 7. februar, 7. marts og 18. april fra klokken 18 til cirka 19.
Adressen er Tranen, Tranumparken 3A, og busserne linje 135 og 166 går næsten lige til døren.
Tranen, Tranumparken 3A, tirsdag 7. februar kl. 18-19, Tirsdag 7. marts kl. 18-19, Tirsdag 18. april kl. 18-19. Bestil evt. mad: 43 73 81 25, Læs menu: www.broendbynettet.dk under 'Aktivitetshuse'.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278