Med Thomas Koppel har vi mistet ikke blot en stor komponist og en fremragende musiker, men også et stort menneske

af Helge Knudsen
'Og når jeg dør, så dør jegher, i kampenHer under stjernen,strålende og rød,Mit liv, det tilhørerrevolutionen,Min klasses krig for frihedog fred.'
Thomas Koppel gik pludselig og ganske uventet bort i weekenden, kun 61 år gammel. Lørdag i Puerto Rico stoppede hans hjerte sine slag. Det hjerte, der igennem et alt for kort liv bankede for fred, frihed, retfærdighed.
- Vi tror ikke at nogen redder os, Vi må redde os selv, hinanden, og kloden. Der er ingen tid at spilde. I den proces må musikkens hjerteslag være der, så ingen glemmer længslen, der driver det hele, sagde Thomas Koppel i et interview i Arbejderen for nogle år siden.
Og musikken bankede i Thomas` hjerte helt fra starten. Det samme gjorde hans sociale engagement. Han forlod en lovende karriere som klassisk pianist og komponist for sammen med sin bror at give sit bidrag til 'ungdomsoprøret', bandet Savage Rose. Hvor hans senere livsledsager, Annisette, hurtigt kom til.
De to har igennem næsten 40 år tegnet Savage Rose, et enestående band, helt umuligt at sætte i bås. Thomas har sammen med Annisette altid fundet nye udtryksveje, ladet sig inspirere af almindelige folks liv og kamp. Og inspireret titusinder af andre, både gennem deres plader, deres optræden på de store scener, og ved at stille op til utallige solidaritetsarrangementer, ikke blot i Danmark, men i hele verden. Sideløbende har Thomas også skabt fremragende klassiske værker.
Jeg lærte selv Thomas og Annisette at kende, da jeg i midten af 80`erne flyttede til hovedstaden. Vi var begge medlemmer af samme parti, DKP/ML, og jeg blev slået af hans og Annisettes enorme politiske engagement - og den kærlighed, der prægede dette engagement. Thomas var ikke kompromissets mand. Han levede og kæmpede sammen med Annisette lige til det sidste for revolutionen, for en bedre verden.
Dengang og op gennem starten af 90`erne blev han og Annisette svinet til i den borgerlige presse for deres politiske engagement, og deres pladeudgivelser enten ignoreret af samme presse, eller stemplet som politisk vraggods fra en svunden tid.
Men de gav ikke op. De har aldrig givet op. De blev først taget til nåde igen af anmelderkorpset, da de flyttede over til deres musikalske venner i Los Angeles, og den engelsksprogede plade 'Black Angel' kom på gaden. Ironisk nok. For denne og de efterfølgende, anmelderroste plader rummer samme budskab som de andre: Kamp mod undertrykkelse og kærlighed til friheden og livet. Thomas` og Annisettes musik og poesi lader sig ikke standse af lande- eller sproggrænser.
Thomas Koppel døde midt i denne kamp, sådan som han selv har skrevet i sangen 'Gadens Stjerne', hvor de ovenstående indledende strofer stammer fra. Midt i en masse musikalske projekter, og midt i et aktivt og utrætteligt arbejde for at samle til modstand mod Irak-krig, menneskeretskrænkende terrorlove og racisme.
Thomas Koppel blev født den 27. april 1944 som flygtning, i en flygtningelejr i Örebro i Sverige. Familien måtte under besættelsen flygte fra Danmark på grund af faderens, den kendte komponist og musiker Herman D. Koppels, jødiske afstamning.
28 familiemedlemmer endte livet i nazisternes gaskamre. Er der noget at sige til, at Thomas` hjerte også bankede for vore dages jøder, palæstinenserne, der er fordrevet fra deres eget land? For Thomas gik skillelinjen ikke mellem folkeslag, religioner eller hudfarver. Men mellem undertrykkere og de undertrykte. Thomas stillede sig altid på de sidstes side.
Med Thomas Koppel har vi mistet ikke blot en stor komponist og en fremragende musiker, men også et stort menneske. Vores tanker og fulde sympati går til hans nærmeste familie, Annisette, sønnerne Alex og David samt døtrene Billie og Naja.