Ideen til en international kampdag for kvindernes rettigheder kommer fra den tyske socialdemokrat og senere kommunist, Clara Zetkin. Hun fremlægger den på den anden internationale kvindekonference, der bliver afholdt i København i sensommeren 1910 i forbindelse med anden internationales kongres

Forslaget bliver vedtaget af de 130 kvinder fra 16 lande med ordlyden: 'I overensstemmelse med proletariatets klassebevidste politiske og faglige organisationer foranstalter de socialistiske kvinder i hvert land en kvindedag, som først og fremmest skal tjene til agitation for kvindernes stemmeret. Dette krav må belyses udfra socialistiske synspunkter og i dets sammenhæng med hele kvindespørgsmålet. Kvindedagen må gives international karakter og forberedes ordentligt.'
Der bliver ikke fastlagt en bestemt dato, for man må oftest lægge kampdagen på en søndag, så flest muligt kan deltage. Først fra 1922 bliver den 8. marts den dato, alle bruger.
Det 8. martsmøde, der får størst konsekvenser, finder sted i Petrograd 23 februar 1917. Rusland bruger stadig den julianske kalender og er således 13 dage bagud. For alle andre er datoen 8. marts.
Verdenskrigen har forarmet Ruslands arbejderklasse. På denne dag er der kvindekampsmøder på de store kvindearbejdspladser i Petrograd. Efter møderne strømmer tusindvis af arbejderkvinder ud på gaderne i Vyborgdistriktet, Petrograds største arbejderkvarter.
Kravet er enkelt: 'Brød og fred!' Kvinderne får følgeskab af arbejderne fra Putilovværkerne. De er lige blevet lockoutet efter en langvarig lønkonflikt. Dagen efter går dobbelt så mange på gaden, og på 3. dagen udbryder der generalstrejke. Udkommanderede soldater skyder på demonstranterne, og 150 bliver dræbt.
Dagen efter erklærer flere regimenter, at de aldrig igen vil skyde på deres egne og vender våbnene mod deres officerer. Fem dage efter arbejderkvindernes møde hejses det røde flag over Vinterpaladset: Februarrevolutionen er vundet.
Men det er en spontant opstået situation, ingen partier er klar til at tage ledelsen, og det giver mensjevikkerne mulighed for at overtage regeringen uden at indfri arbejderkvindernes krav om brød og fred. Først med bolsjevikkernes kamp for sovjetmagten otte måneder senere kan revolutionen starte for alvor under en konsekvent ledelse.