Udligningsreformen - omfordeling eller serviceforringelse?
Hvornår er det retfærdigt at flytte penge rundt mellem kommunerne, og er det retfærdigt at skære ned på kommunernes sociale service i en tid, hvor pengene fosser ind i statskassen?
Disse spørgsmål stilles ofte for tiden, og de er meget aktuelle i Hillerød Kommune, som formodentlig skal spare 83 millioner på budgettet for 2007 på grund af udligningsreformen.
For at få gang i debatten inviterer Fælleslisten til åbent møde tirsdag aften i Røde Hus.
- Vi er ikke imod at hjælpe kommuner, som har større problemer end os, men vi er imod at skære ned på det sociale og på kommunens vedligeholdelse i en tid, hvor pengene flyder i samfundet. Det er regeringens politik, det er galt med. De burde give statsstøtte til de svage kommuner i stedet for at presse os andre til at give ringere forhold for for eksempel børn og ældre, siger Fælleslistens byrådsmedlem, viceborgmester Tue Tortzen.
Margit Kjeldgaard, kommunalsekretær for Enhedslistens folketingsgruppe fortæller om reformens ide og indhold og om følgerne på landsplan.
Tue Tortzen vil herefter give et bud på hvilke skader, reformen vil gøre i den nye Hillerød Kommune, og hvordan Fælleslisten vil forsøge at begrænse dem.
- Vi håber at få gang i en række åbne debatmøder om emner, som er vigtige for vores hverdag i Hillerød, og alle er velkomne uanset om de er enige med Fælleslisten eller ej, siger Fælleslistens sekretær, Bente Jakobsen.
Røde Hus, Holmegårdsvej 2, Hillerød, tirsdag 21. marts kl. 19.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278