Det britiske socialdemokrati, Labour Party, med Tony Blair i spidsen vinder parlamentsvalget og smider det konservative regime, der har hersket i 18 år på porten

Valget bringer Labours formand Tony Blair til magten. Han bliver Storbritanniens yngste premierminister i det 20. århundrede i en alder af 43 år. Labour vinder en jordskredssejr og får et komfortabel flertal på 179 mandater i det britiske underhus.
Der er store forventninger til den kommende regering, ikke mindst fra britisk fagbevægelse, der har lidt under Margarets Thatchers udemokratiske lovgivning over for fagforeningerne. Fagforeningerne håber også, at den nye Blair-regering omgør Thatchers nyliberale kurs med privatiseringer og afreguleringer.
Sådan kommer det imidlertid ikke til at gå. Thatchers anti-fagforeningslove består den dag i dag, ni år efter Blair første gang dannede regering.
Blair har heller ikke stoppet privatiseringsbølgen. Tværtimod har han og regeringen fortsat og forstærket udliciteringer, privatiseringer og nedskæringerne i den offentlige sektor. Det er derfor ikke tilfældigt, at Blair er det store idol, for vor egen statsminister Anders Fogh Rasmussen.
Som sine konservative forgængere er Tony Blair en trofast støtte af USA, uanset om præsidenten hedder Bill Clinton eller George W. Bush.
Blair trodser blandt andet flertallet af briterne, da han uden tøven stiller sig bag George Bush` krig mod terror og siden USA`s krig mod og besættelse af Irak. Flere ministre, blandt andet afdøde >Robin Cook og Clare Short, forlader regeringen i protest mod krigen. Alligevel vinder Blair det tredje valg i træk i 2005 omend Labour er gået tilbage. Han har siden lovet at forlade premierministerposten inden næste valg.