01 Jul 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

KØBENHAVN - Åbent hus i Borgergade 13

KØBENHAVN - Åbent hus i Borgergade 13

Fredag, 05. maj, 2006, 00:00:00

Anti-torturcenter markerer befrielsesdagen på Forskningens Døgn

Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre, RCT, deltager fredag for første gang i Forskningens Døgn. RCT vil i dag den 5. maj klokken 14-18 holde åbent hus i Borgergade 13 i København, hvor centrets forskere vil holde oplæg om igangværende forskningsprojekter.
For samtidig at markere, at dagen er 61-årsdagen for Danmarks befrielse, lægger dr. med. Sven Arvid Birkeland, seniorforsker på RCT, klokken 14 ud med oplægget 'Taget af tyskerne', der fortæller om den tyske tortur mod danske modstandsfolk under besættelsen og de psykiske langtidsfølger gennem tre generationer.
Sven Arvid Birkelands forskningsprojekt har fået økonomisk støtte fra mange sider, blandt andet Lundbeck-fonden og Lippmann-fonden. Senest har Else Marie Padde - den danske pioner indenfor elektronmusik - besluttet, at overskuddet fra cd-udgivelsen Sange Midt i Mørket med musik fra Frøslevlejren 1944-45 skal tilfalde RCT`s forskningsprojekt.
RCT er nok mest kendt for sit rehabiliterings- og behandlingsarbejde, men vil med Forskningens Døgn sætte fokus på forskning, som en vigtig del af centerets aktivitet: Seniorforsker Henrik Rønsbo, der er antropolog, vil klokken 15 fortælle om 'Sammenhænge mellem moderne tortur og militær eksercits'. Klokken 16 vil RCT`s direktør, professor, dr. med., Bengt Sjölund i sit oplæg besvare spørgsmålet: 'Hvorfor bliver smerter hos torturofre kroniske?' Endelig vil forskningschef på RCT, psykolog Edith Montgomery klokken 17 holde oplæg om 'Tortur og traumer hos flygtningebørn'.
RCT rummer også et bibliotek og dokumentationscenter, som ikke alene er det første af sin art i verden, men fortsat er internationalt førende når det gælder bøger, artikler og anden dokumentation om tortur. Bibliotek og dokumentationscenteret vil på Forskningens Døgn ligeledes være åbent klokken 14-18.

Borgergade 13, København, fredag 5. maj kl. 14-18.
Se program: www.rct.dk
www.forskningensdoegn.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. maj. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 11:44

Nyheder