På denne dag i 1919 bliver der endelig indført fast 8 timers arbejdsdag i Danmark. Forud er gået næsten 50 års faglig og politisk kamp for bedre forhold for arbejderklassen.

Omkring 1870 eksisterer der i Danmark ingen faste arbejdstidsregler, og en gennemsnitlig arbejdsdag ligger på 11-12 timer seks dage om ugen, for kuske og selvstændige endda op til 16 timer.
Den første egentlige arbejdskamp om arbejdstiden finder sted i 1872, hvor Murersvendeforeningen strejker for en fast arbejdsdag på 11 timer. Strejken tabes, og frustrationerne over dette er en del af baggrunden for 'Slaget på Fælleden' den 5. maj samme år.
Internationalt vinder kravet om de 8 timer mere og mere genklang, og i 1889 gør 2. Internationale parolen om '8 timers arbejde, 8 timers frihed og 8 timers hvile' til sin egen.
Gradvist sker der dog ændringer, og omkring århundredeskiftet har næsten 80 procent af arbejderne tilkæmpet sig en 10-timers arbejdsdag. Hen imod slutningen af Første Verdenskrig skabes der fornyet styrke bag de faglige krav, ikke mindst på baggrund af den russiske revolution i 1917.
I 1918 starter i Danmark en storstilet kampagne for indførelse af 8 timers-dagen og 'engelsk uge', det vil sige at arbejdet ophører klokken 12 om lørdagen. Den mest brugte aktionsform er simpelthen at standse arbejdet efter otte timer på en normal dag og klokken 12 om lørdagen.
Selvom arbejdsgiverne kæmper hårdt imod og trækker hundredevis af arbejdere for Voldgiftsretten, bliver kampagnen en succes. I januar 1919 opnås den første aftale om 8-times arbejdsdag, og godt fire måneder senere gennemføres 8 timers kravet endeligt.
Der skal dog gå næsten 40 år, inden der atter er faglig styrke bag et krav om lavere arbejdstid. I 1958 opnås en sænkning af den ugentlige arbejdstid til 45 timer, og først i 1991 gennemføres kravet om en 37 timers arbejdsuge.