I dag for 40 år siden lykkes det formanden for Kinas kommunistiske parti, Mao Zedong at få listet en masse af sine helt unge tilhængere ind på centralkomiteens møde og lidt tumultagtigt få vedtaget en resolution, der autoriserer mobiliseringen af bybefolkningen

Folket skal deltage i en kampagne med det formål at kritisere ledende personer i det kommunistiske parti, som ifølge Mao er slået ind på en revisionistisk linje, der vil føre til en genopblomstring af kapitalismen. Dermed er Kulturrevolutionen i Kina startet.
Snart har de unge rødgardister mere eller mindre taget magten fra partiet og fagforeningerne. I tusindvis af partifunktionærer bliver sendt på genopdragelse. Efterhånden udarter rødgardistbevægelsen til almindelig hærgen og fraktionskampe.
Hæren bliver ligeledes mobiliseret i Kulturrevolutionen, og Mao allierer sig med den for at få stoppet rødgardisternes udskejelser.
Efter tre år er det stort set slut, selv om der er konfrontationer og magtkampe langt op i 70`erne. Der kommer ikke nogen større ændringer i partiets politik ud af det hele.
Kulturrevolutionen har revet en masse ned, men Mao har ikke haft en klar plan for det, der skulle opbygges. Efter nogle år er langt de fleste af de detroniserede partiledere tilbage på deres poster og fortsætter den politik, der har ført Kina dertil, hvor landet er i dag.
Kulturevolution giver dønninger overalt i verden og i kølvandet af ungdomsoprøret i Vesten opstår en masse maoistiske partier, herhjemme KAP. Mange lader sig inspirere af Mao:

'Konservatismen bør lære af de dårlige erfaringer med liberalismen og vende sig mod Mao og kollektivismen efter ny inspiration. Den ny generations verden er ikke begrænset til Hellas og Nazareth, men tværtimod åben mod Peking og Dakar. Man kan vove den påstand, at liberalismen ikke er i overensstemmelse med demokratiet. Det er nemlig ikke demokrati, at nogle få har alle muligheder for at udbytte de mange'.
Således skriver udenkrigsminister Per Stig Møller i en kronik i Berlingske Tidende 24. september 1969.

Man kan vove den påstand, at liberalismen ikke er i overensstemmelse med demokratiet. Det er nemlig ikke demokrati, at nogle få har alle muligheder for at udbytte de mange'.
Per Stig Møller, 24. september 1969.