Året er 1945, og på dagen i dag bringes verdens tredje kernevåben til sprængning over byen Nagasaki i Japan.

Det første kernevåben er en plutonium 239 bombe på seks kilo, der detoneres i et forsøg i Alamogordo-ørkenen i New Mexico den 16. juli 1945. Forsøget er succesfuldt og yderligere fire kernevåben fremstilles af det amerikansk-engelske samarbejde, Manhattan-projektet.
Nu er forsøgsperioden slut og fire japanske byer udpeges til at blive ramt af kernevåben. Byerne har ingen stor militær betydning, men er stort set blevet fritaget for amerikanske konventionelle bombninger og står derfor næsten intakt. Ellers vil man jo ikke kunne se, hvordan et kernevåben virker på rigtige mennesker i rigtige byer.
Det andet kernevåben, Little Boy, er en uran 235 bombe på 60 kilo. som sprænger 600 meter over Hiroshima det 6. august. 70.000 mennesker dør øjeblikkeligt, og i løbet af de næste uger fordobles dødstallet.
Tre dage senere kastes det tredje kernevåben, Fat Man, en dublet til den første prøvebombe. Målet var den japanske by Kokura, men på grund af dårligt vejr ændres målet til Nagasaki, hvor vejret er fint. 30.000 japanere dør på denne fine dag.
De sidste to kernevåben kommer ikke i brug. Japan kapitulerer betingelsesløst.
Den amerikanske præsident, der beordrer disse bombninger, hedder Harry S. Truman. Angiveligt ønsker han en hurtig krigsafslutning, men de egentlige årsager er nogle andre.
Dels vil man vide med sikkerhed, hvordan dette nye vidunderlige våben virker, dels vil man vise Sovjetunionen, at man har et unikt våben. Amerikansk kynisme kender ingen grænser, heller ikke i vore dage.