Den 17. august 1626 lider en dansk hær under ledelse af Christian den 4. et knusende nederlag ved Lutter am Barenberg. Slaget bliver kulminationen på det danske engagement i Trediveårskrigen (1618 - 48) imellem de protestantiske kongedømmer i Nordvesteuropa og Den Katolske Liga med den tyske kejser i spidsen

I 1625 beslutter Christian den 4. at blande sig i den eskalerende europæiske konflikt, sikkert for at markere det Dansk-norske riges status som stormagt, men i lige så høj grad fordi den svenske konge står på spring for at tage pladsen som anfører i den protestantiske koalition, og det huer bestemt ikke den ambitiøse Christian.
Rigsrådet, som skal godkende den danske deltagelse i krigen, er imidlertid imod at give Christian den 4. lov til at føre krig. De vurderer, at risikoen er alt for stor og er i øvrigt ikke begejstrede ved udsigten til krigsskatter, der vil gå ud over deres egen indtægt.
Christian lader sig dog ikke kue og truer rigsrådet med selv at gennemføre felttoget for sine egne penge og ikke som dansk konge, men i sin egenskab af hertug af Slesvig-Holsten. Til sidst giver rigsrådet efter, og i foråret 1626 drager en hær på 20.000 lejesoldater under ledelse af Christian den 4. og general Forck ned i Tyskland.
Efter en begyndende succes mødes den danske hær den 17. august med en næsten lige så stor katolsk hær under general Tilly. Det efterfølgende slag bliver en katastrofe for Christian den 4., der med nød og næppe undslipper sammen med 80 ryttere, der er alt hvad der er tilbage af Christians flotte, dyre hær.
I løbet af efteråret rykker endnu en katolsk hær under general Wallenstein mod nord og plyndrer Jylland. Danmark balancerer på randen af sammenbrud, og i 1629 må Christian den 4. krybe til korset og undertegne en fredsaftale i Lübeck, hvor han lover ikke at blande sig i tyske forhold.
Dermed er Danmarks ambitioner om at være en stormagt reelt set skudt i grus, og svenskerne tager føringen. Christian den 4. er dog langt fra færdig med at plage landet med sin ambitiøse politik, og i slutningen af 1645, da Trediveårskrigen lakker mod enden, er halvdelen af landet igen besat af svenskerne, flåden erobret, pesten raser, og stort set hvert eneste træ i landet er fældet. I dag husker mange danskere Christian som en stor konge, men i sin samtid udsultede hans fiaskoer både landet og folket.