Den 30. august 1941, når tyske tropper frem til floden Neva syd for Ladoga i Sovjetunionen. Dermed afskærer tyskerne den sidste jernbaneforbindelse til Leningrad. Belejringen af byen er en realitet, selvom tyskerne først den 8. september når Ladogas bred og afskærer landforbindelsen totalt

Forud er gået et halvt år, der har været katastrofalt og lidelsesfuldt for den sovjetiske befolkning, siden Nazi-tyskland angreb den 22. juni med historiens største invasionshær.
Nu står tyskerne så uden for den by, der var centrum for revolutionen i 1917 og bærer navnet på denne revolutions fader.
Kampen om Leningrad bliver historiens længste belejring. I 900 dage må byens befolkning klare sig med de knappe forsyninger, der kan fragtes over Ladoga, suppleret med, hvad de selv kan skaffe sig.
Levevilkårene den første vinter er forfærdelige, og over én million mennesker omkommer af sult og kulde under belejringen. Først i januar 1944 bryder de sovjetiske styrker igennem til byen.
Historien om Leningrads belejring er historien om ufattelige lidelser, men også historien om håb og troen på en bedre fremtid. Således er der historien om én af botanikeren Nikolai Vavilov`s assistenter, der dør af sult, mens han bevogter et lager med 200.000 krukker med spiselige sædekorn. Kornet, ved han, skal bruges til at skaffe mad til Leningrads indbyggere i fremtiden.
For forløbet af Anden Verdenskrig får belejringen af Leningrad stor betydning, ikke blot som et tegn på håb. Tyskernes anstrengelser for at tage Leningrad forhindrer dem samtidig i at nå Moskva.
I vinteren 1941 vender billedet for alvor, da den røde hær går til modangreb den 5. december og tilføjer nazisterne deres første store militære nederlag.