På denne dato sker der noget afgørende i Latinamerika 1821. Spanien og Portugal har siden 1498 delt verdensdelen mellem sig, så det store land Brasilien tilhører Portugal, mens resten er spansk ejendom

I årtierne omkring 1800 er der mange forsøg på at løsrive sig fra kolonimagterne. Oprørerne er inspireret af den nordamerikanske uafhængighed i slutningen af det 18. århundrede, og mulighederne for sejr øges med Napoleons besættelse af den Iberiske halvø i 1808.
I de spanske kolonier hedder den store frihedshelt Simn Bol’var, som drømmer om at skabe en stor stat i den spansktalende del af Latinamerika. Det lykkes delvis 7. september 1821 med dannelsen af Storcolombia, der består af Equador, Venezuela og Colombia. Senere kommer Panama med.
Men staten får kun få leveår, før den splittes i de stater, vi kender i dag. Året efter på samme dato erklærer den portugisiske kronprins Pedro Brasilien som uafhængig med støtte fra Storbritannien. Landet bliver et kejserdømme med Pedro den 1. som regent. Brasiliens egentlige statsdannelse bliver en noget kaotisk affære med borgerkrige og stadige opløsningstendenser. Først med republikkens indførelse i 1889 bliver Brasilien en stabil stat.
Frigørelsen af Latinamerika bliver støttet af USA især med Monroe-doktrinen fra 2. december 1823, der siger: 'Amerika for amerikanere'. Ikke for latinamerikanernes skyld, men for den amerikanske imperialistiske drøm.
Monroe-doktrinen anses stadig for en af grundstenene i USA's udenrigspolitik med de forfærdelige følger, det har for befolkningerne i Latinamerika i mere end 180 år.