23 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

KØBENHAVN - Solidaritetsfest med Cuba

KØBENHAVN - Solidaritetsfest med Cuba

Torsdag, 21. september, 2006, 00:00:00

Jan Olsen laver middagen, Guillermo Vazquez taler og Las Danesas spiller op til dans... du skal bare købe en billet og nyde festen

Hvor blev den af, spurgte mange i foråret. Den faglige Cuba-fest , som plejer at blive afholdt i marts-april måned lod vente på sig.
- Nu kommer den, fortæller Jan Nielsen fra Fagligt Cuba Forum. Lørdag den 4. november fra kl. 18 til omkring midnat.
Stedet er nyt. Festen afholdes i fagforeningshuset Trekronergade 26 i Valby.
Jan forklarer, at etableringen af den nye 3F-fagforening i Trekronergade har opslugt al tid og kræfter, og derfor er Cuba-festen blevet udsat.
Og når fagforeningerne er flyttet væk fra Lygten 18, så er festen naturligvis også.
Så stedet er nyt, men festen er den gode gamle:
Middag, taler, lotteri, live-musik, dans, kolde øl, Cuba-rom....
Det er den 'uforlignelige kok' Jan Olsen, som laverer middagen. De, som har spist med tidligere véd, at man roligt kan glæde sig. Det plejer at handle om forret, en storslået buffet og en dessert.
150 kroner er prisen for hele aftenen. Hvis man kommer efter middagen (fra kl. 20) er entréen 60 kroner. Børn under 12 år betaler halv pris.
Under middagen er der talere. Den ene af dem bliver Cubas nye ambassadør i Danmark, Guillermo Vazquez.
Overskuddet fra festen går til børnehaver i byen Baracoa i det sydøstlige Cuba.
For at overskuddet skal blive så stort som muligt gennemføres der et stort og flot lotteri med mange fine præmier.
'Las Danesas' altså De Danske Kvinder, som navnet kan oversættes til, spiller op til dans. Det er glad, cubansk dansemusik - leveret med en lydstyrke, som tillader at folk sludrer med hinanden i andre dele af festsalen.
- Og ellers kan man rykke op på første salen, hvor der vil blive indrettet en bar eller lounge, fortæller Jan Nielsen. Her kan man hænge ud på balkonen med sin drink og sin cigar og have et godt udsyn over festen.
Der plejer at være rift om pladserne, så vent ikke med at købe billet.
Billetter købes i receptionen hos Bygge, Jord og Miljøarbejdernes fagforening, Trekronergade 26, 2500 Valby. Telefon 70 30 08 26. Der er åbent mandag til onsdag fra kl. 07-15.30, Torsdag kl. 07-17 og fredag kl. 07-12.

Cubafest lørdag den 4. november kl. 18 hos 3F/Bygge, Jord og Miljøarbejdernes fagforening, Trekronergade 26, Valby.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. sep. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 11:44

Nyheder