Den 10. oktober 1911 bryder et oprør løs i byen Wuchang ved Yangtze-floden i det centrale Kina. Opstanden kommer som kulminationen på længere tids uroligheder og bliver fra starten ikke betragtet som noget særligt, hverken i det kejserlige hof eller i de vestlige medier

Ikke desto mindre vil Wuchang-opstanden på bare et par måneder gøre en ende på det flere tusinde år gamle kejserrige og føre til udråbelsen af Kina som en republik.
Baggrunden for opstanden går tilbage til omkring år 1900, hvor Qing-dynastiet beslutter at omorganisere og modernisere den kejserlige hær efter europæisk forbillede. Denne 'Nye Hær' får sit centrum i Wuchang, der både bliver garnisonsby for tusindvis af soldater, men også centrum for våbenindustrien og en voksende arbejderklasse.
I årene op til 1910 stiger utilfredsheden med det gamle kejserlige diktatur blandt intellektuelle indenfor hæren, og i løbet af 1911 finder adskillige mytterier sted i Wuchang. Startskuddet til det egentlige oprør kommer egentlig som et uheld, da et hemmeligt værksted, der fremstiller bomber til oprørsbevægelsen, sprænger i luften.
Da de kejserlige myndigheder efterforsker eksplosionen, finder de en liste med navne på de mest fremtrædende ledere af bevægelsen indenfor militæret. Oprørsbevægelsen beslutter, at den hellere vil kæmpe end lade sig arrestere, og den 10. oktober bryder oprøret løs med en sådan voldsomhed, at den lokale guvernør vælger at flygte.
Selv om det kejserlige hof modtager besked om oprøret næsten omgående, er den svækkede kejser Chun ikke i stand til at sætte hurtigt ind og giver dermed spillerum for oprøret til at brede sig. I Wuchang forstår man vigtigheden af at handle hurtigt.
Da man få uger efter har sikret sig opbakning fra flere af naboprovinserne, skrider man til handling og proklamerer Kina som en republik under ledelse af Li Yuanghong, der dog ikke er særlig villig til at påtage sig det farlige hverv som oprørets leder og på det nærmeste må tvinges til at acceptere præsidentembedet.
Heldigvis for Li er det gamle kejserdømme i hastig opløsning, og ved nytår 1912 er kejserdømmets totale fald en realitet. Den ideologiske baggrund for Wuchang-oprøret kommer ikke mindst fra den borgerlige revolutionære Sun Yat-sen, der imidlertid sidder i eksil i USA og ikke har den fjerneste indflydelse på oprøret, men må læse om det i avisen. Sun må derfor skynde sig tilbage til Kina for at kunne lade sig udråbe som den første præsident over det samlede Kina.
I årene efter republikkens oprettelse, er det kinesiske styre meget ustabilt, og Sun Yet-sen tvinges flere gange til at flygte. Alligevel lykkes det ham at opretholde fred mellem fløjene i sit parti Koumintang indtil sin død i 1927. Den efterfølgende splittelse af partiet leder direkte til den borgerkrig, der skal præge landet frem til kommunistpartiets sejr i 1949.