Den 28. november 1990 møder den britiske premierminister Margaret Thatcher til audiens hos Dronning Elizabeth II på Buckingham Palace. Her afgiver Thatcher det traditionelle håndkys til farvel som markering af, at hun træder tilbage som regeringsleder. Senere samme dag forlader hun premierministerboligen i Downing Street nr. 10 for sidste gang

Faldet fra magtens tinde er kommet pludseligt og uventet for kvinden, der verden over har været kendt som 'Jernladyen' og som har siddet tungt på britisk politik i mere end ti år.
Margaret Thatcher har siden sin tiltræden som Storbritanniens første kvindelige premierminister i 1979 stået som selve symbolet på den neoliberalisme, der for alvor har fået greb om den vestlige verden i løbet af 1980`erne. Samtidig er hun en ærkekonservativ ideolog og beslægtet åndsfælle med Ronald Reagan, der i 1980 overtager præsidentposten i USA.
Thatchers politik indebærer blandt andet umanerlig hårde privatiseringer af offentlige foretagender, der bliver forbillede for senere privatiseringsbølger i resten af Europa. Thatcher ønsker desuden at begrænse fagforeningernes indflydelse mest muligt, hvad hun viser under den ét år lange strejke blandt kulminearbejderne i 1984-85. Det lykkes efterhånden Thatcher effektiv at knække store dele af den britiske fagbevægelse, eftervirkningerne kan stadig mærkes i dag.
Udenrigspolitisk er Thatcher en høg, der ikke lader sin kampfælle i USA noget efter. I 1983 vinder hun det britiske primær-valg på en hurtig, effektiv krig med Argentina om Falklandsøerne. Samtidig lægger hun hindringer i vejen for fredsprocessen i Nordirland og plejer venskabelig omgang med alverdens diktatorer, som Chiles Augusto Pinochet og det sydafrikanske apartheidstyres præsident P. W. Botha.
I sidste ende bliver det dog Thatchers egne partifæller, der smider hende på porten. I efteråret 1990 har Thatcher gjort sig grundig upopulær i det konservative parti, dels på grund af forhøjelser af ejendomsskatterne, dels fordi hun har modsat sig, at EF omdannes til en europæisk forbundsstat, som EU-kommissionen forbereder med Maastricht-traktaten. Hendes benhårde konservatisme passer ikke til den liberale fremtid i EU. Den 1. november 1990 træder vicepremierminister Sir Geoffrey Howe tilbage i protest mod Thatcher, og åbner dermed for kampvalg om posten som partileder den 22. november, hvor Michael Heseltine stiller op som modkandidat. Selv om Thatcher får flest stemmer, har hun ikke nok til at vinde i første runde, og hendes støtter i partiet falder fra én for én. Den 27. november meddeler Thatcher officielt, at hun går af som partileder og premierminister.