Den 7. december 1965 finder to højtidelige ceremonier sted i henholdsvis Rom og Istanbul. Selv om de finder sted langt fra hinanden, er de nøje forbundne

I Rom læser Pave Paul den 6. en tekst op ved en offentlig forsamling i anledning af det andet Vatikanerkonsil, samtidig bliver den samme tekst oplæst af patriarken for den græsk-ortodokse kirke, Athenagoras den 1., ved en ceremoni den ældgamle Sofia-Kirke i Istanbul.
Teksten, som bliver læst op, har været nøje forberedt gennem adskillige år. Grundig forberedelse har været nødvendig, for teksten skal ændre en tilstand, der har hersket i over 900 år. Det drejer sig om en ophævelse af den ekskommunikation, der har eksisteret mellem den katolske og den græsk-ortodokse kirke siden år 1054.
Ekskommunikation betyder udelukkelse fra de kirkelige samfund, og splittelsen i 1054 har været fuldbyrdelsen af den første store splittelse i den magtfulde kristne kirke, det der kendes som Det Store Skisma.
Siden den romerske kejser Konstantin i 325 gjorde kristendommen til statsreligion i Romerriget, har kirken tilranet sig enorm magt, men efter kejser Theodosius den Stores død i 395, glider den østlige og den vestlige del af riget gradvist fra hinanden. Det Vestromerske Rige falder hurtigt fra hinanden, mens det Østromerske (Byzans), med hovedstad i Konstantinopel (Istanbul), blomstrer op.
Splittelsen af Romerriget betyder også en splittelse af Kirken. Der opstår hurtigt stridigheder imellem paven i Rom og patriarken i Konstantinopel, især om hvem der skal have magten over Balkanlandene.
Som så ofte før forsøger man at kamuflere de politiske magtkampe som religiøse uenigheder, for eksempel 'Filioque'-striden om opfattelsen af 'Den Hellige Treenighed' (Faderen, Sønnen og Helligånden).
I 1054 udsteder paven og patriarken gensidig ekskommunikation, men uden at det får den store betydning for det normale samkvem mellem rigerne. Først i 1204 går det helt galt, da det fjerde korstog, der af paven var sendt af sted for at tilbageerobre Jerusalem fra araberne, i stedet for overfalder og plyndrer Konstantinopel.
Derefter er forholdet mellem øst og vest mildest talt ikke hjerteligt. I 1400-tallet bliver det Østromerske rige fuldstændigt knust af osmannerne, og siden da har Det Store Skisma mere været en religiøs end en politisk splittelse.
Efter Første Verdenskrig begynder de to kirkesamfund efterhånden at bløde op på konflikten. Alligevel bliver det først i 1965, at de endeligt kan finde ud af atter at tale sammen.