13 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

19. december 1843 - Et Juleeventyr kommer ud

19. december 1843 - Et Juleeventyr kommer ud

Tirsdag, 19. december, 2006, 00:00:00

Den 19. december 1843 udkommer den første udgave af Charles Dickens` berømte bog ¤¤Et Juleeventyr¤¤ - A Christmas Carol, der siden er blevet en af verdens mest populære julefortællinger, ikke mindst takket være utallige gendigtninger og grov kommerciel udnyttelse

Det kommercielle ligger dog også Dickens på sinde, da han skriver bogen. 'Et Juleeventyr' bliver nemlig skrevet med det ene formål at kunne betale en større gæld, som Dickens har oparbejdet.
Dickens er allerede på dette tidspunkt slået igennem med bogen Oliver Twist fra 1839, men har stadig svært ved at forsørge et pænt, borgerligt hjem med en stadigt voksende børneflok, der i 1843 tæller to piger og to drenge, men som i tidens løb skal nå op på ikke færre end ti unger.
Til alt held for Dickens` økonomi bliver 'Et Juleeventyr' fra starten en dundrende succes. Bogen fortæller den simple historie om forretningsmanden Ebenezer Scrooge, der selve julenat med hjælp fra fire ånder må indse, at han er endt som en gammel, grisk og tyrannisk pengepuger. Han lægger sit liv om, så det alligevel kan blive jul, for høj som for lav.
Som de fleste andre af Dickens` bøger er 'Et Juleeventyr' gennemsyret af en social indignation og solidaritet med de små i samfundet. Den første udgave af bogen var illustreret af John Leech, en socialist der i samtiden blev opfattet som ekstremist, fordi han gik ind for almindelig ret til fattighjælp.
'Et Juleeventyr' har i høj grad haft indflydelse på den engelsk/amerikanske opfattelse af julen, som vi også har overtaget herhjemme. Hovedpersonen, Scrooge selv, har været forbillede for en lang række andre fiktive figurer, deriblandt Disney`s Joakim von And (Scrooge McDuck) og er blevet et klassisk billede på den griske, undertrykkende rigmand/kapitalist.
De færreste ved, at på det tidspunkt, hvor Dickens skriver bogen i 1843, er julen en højtid i krise. De gamle engelske juletraditioner er på retur, og Dickens bog hjælper i høj grad til, at modernisere julens indhold og tilpasse den til de moderne tiders sociale forhold.
I vore dage virker 'Et Juleeventyr' noget romantiserende omkring de fattiges vilkår, men i 1843 var den sociale protest skam ægte nok. Glædelig Jul.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. dec. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 11:44

Nyheder