18 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

17. januar 1893 - Statskup baner vej for USA`s dominans

17. januar 1893 - Statskup baner vej for USA`s dominans

Onsdag, 17. januar, 2007, 00:00:00

Om formiddagen 17. januar 1893 går 1500 bevæbnede mænd fra den højreorienterede milits, Honolulu Rifles i gang med at besætte alle regeringsbygninger i Hawaii. Et statskup mod landets dronning, Liliuokalani, som er fra den oprindelige befolkning, er i gang

Dronningens 'forbrydelse' er, at hun vil afskaffe den såkaldte bajonetkonstitution, der giver udenlandske kapitalister stor indflydelse på landets styre. Målet er derfor at afsætte dronningen, men også at bane vejen for en egentlig nordamerikansk annektering af landet.
Det første lykkes uden blodsudgydelse, og der bliver indsat en provisorisk regering. Men det andet lykkes ikke, da USA`s præsident Grover Cleveland afviser kupmagerne, angiveligt fordi han er personlig ven med den afsatte dronning. Derimod har præsidenten ingen kritik af amerikanske soldaters om end passive deltagelse i et statskup i et fremmed land.
Kupmagerne opretter så i 1894 en republik i Hawaii under ledelse af amerikaneren Stanford Dole. De dominerende befolkningsgrupper bliver amerikanere, europæere og nogle enkelte rige oprindelige hawaiianere.
I 1896 får USA ny præsident, William McKinley, som med fuld fart udvider den amerikanske imperialismes ekspansion i Stillehavet og Østasien.
Med erobringen af Filippinerne bliver en annektering af Hawaii meget interessant, da øgruppen ligger som et midtpunkt i Stillehavet. Den amerikanske annektering af Hawaii sker så i 1898, og i 1900 bliver Hawaii et territorium i USA.
I 1907 bliver Pearl Harbor den amerikanske stillehavsflådes hovedbase og kommer til at spille en vigtig rolle i Anden Verdenskrig og i en film.
Hawaii bliver endelig i 1959 erklæret for USA's stat nr. 50 med 94 procent af stemmerne ved en folkeafstemning. Den oprindelige befolkning udgør nu 22 procent af befolkningen, og det er stadig faldende. Hvordan det har kunnet lade sig gøre, kan du læse om i Dagens Historie i morgen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. jan. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 11:44

Nyheder