17 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

KØBENHAVN / HELE LANDET - Irakkrig og grundlovsbrud

KØBENHAVN / HELE LANDET - Irakkrig og grundlovsbrud

Lørdag, 20. januar, 2007, 00:00:00

Konference på tirsdag om Irak-krigens grundlovsbrud

Irakkrigens katastrofale konsekvenser navnlig for civilbefolkningen dokumenteres dagligt i medierne. Og nu stilles der skarpt på dét grundlovsbrud, førende juridiske eksperter anser Danmarks krigsdeltagelse i Irak for at være.
Tirsdag den 23. januar afholdes en konference på Christiansborg, hvor de juridiske problemer ved Danmarks krigsdeltagelse belyses af forhenværende justitsminister og professor dr. jur. (statsforfatningsret) Ole Espersen samt grundlovssagens to advokater Bjørn Elmquist og Christian Harlang.
Desuden vil den fremtrædende engelske advokat Philip Sapsford fortælle om retssagen i Storbritannien.
Også SF`s formand Villy Søvndal og formanden for Grundlovskomiteen, professor Kai Lemberg, taler på konferencen.
Den 29. januar klokken 9.30 begynder Østre Landsrets domsforhandling af den sag, som en kreds af borgere anlagde den 11. oktober 2005. De 26 sagsøgere, der tæller ægteparret Kirkmand, hvis søn, premierløjtnant Bjarke Kirkmand, blev dræbt af en vejsidebombe i Irak i oktober 2005, ønsker rettens ord for, at Danmarks deltagelse i det militære angreb på Irak skete i strid med Grundloven. Og de vil desuden forhindre, at Grundloven igen bliver overtrådt i forbindelse med nye militære angreb i strid med FN`s vedtagelser.
Kammeradvokaten, statens og statsministerens advokat har overfor landsretten fremført, at sagsøgerne efter hans opfattelse ikke har søgsmålskompetance. At Danmark er i krig i Irak vedkommer ifølge kammeradvokaten ikke den danske befolkning. Heller ikke ægteparret Kirkmand mener statsadvokaten det angår, at de mistede deres 21-årige søn i en grundlovsstridig dansk krigsdeltagelse i Irak.
Østre Landsret har afsat 12 dage i januar og februar, hvor blandt andet sagens 26 sagsøgere vil afgive forklaring til landsretten.
Ud over disse primære sagsøgere tæller sagen yderligere 3.400 støttesagsøgere, biintervenienter, der for en dels vedkommende vil møde op til den historiske retssag. Så vil man sikre sig plads, tilrådes det at møde op tidligt i Østre Landsrets retssal E i Bredgade 42 i København mandag den 29. januar, hvor retten er sat klokken 9.30.

Konference: Irakkrig, grundlovsbrud, domstolskontrol:Christiansborg, fællessalen, tirsdag 23. januar kl. 15.30.


Program
Christiansborg (fællessalen) tirsdag den 23. januar 2007 kl. 16-18.30:
15.30 Registrering
16.00 Velkomst ved prof. Kai Lemberg, fmd. Grundlovskomiteen
16.10 Grundloven og dansk krigsførelse ved fhv. justitsminister, prof. dr. jur. (statsforfatningsret) Ole Espersen
16.40 Retssager i Storbritannien: Iraq War and the Rule of Law. Ved Philip Sapsford, Barrister QC, London
17.15 Pause
17.30 Villy Søvndal, formand for SF
17.40 Retssagen i Danmark
A. Søgsmålskompetencen. Ved advokat Christian Harlang
B. Grundlovsbruddet i f. t § 19 og § 20. Ved advokat Bjørn Elmquist.
18.15 spørgsmål fra salen og svar.
18.30 Afslutning.
Ordstyrer: Fhv. sognepræst MEP Ulla Sandbæk.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


20. jan. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 11:44

Nyheder