Den 20. februar 2005 dør journalisten og forfatteren Hunter Stockton Thompson i sit hjem i Woody Creek, Colorado i USA
Hunter S. Thompson er især kendt som faderen til en af de mest udfordrende og provokerende genrer inden for journalistikken: Gonzo.
Den uge Thompson starter tidligt som freelance journalist, og tilbringer de første år af 1960`erne i Latinamerika, hvor han gør sig erfaringer med lange artikelserier. Efter i 1963 at have giftet sig og bosat sig i Colorado forsøger Thompson at ernære sig som journalist ved flere forskellige magasiner, men kommer ofte på kant med redaktørerne, fordi han er lidt for tiltrukket af den voksende hippiekultur og dens eksperimenter med stoffer. Thompson får dog en vis succes med en artikelserie om rockerne i Hells Angels, som han har fulgt og levet sammen med gennem et år. Da beretningen udkommer som bog, må Thompson dog inkassere en gang bøllebank fra de vrede rockere.
I 1970 forsøger Thompson at blive valgt som sherif i sin hjemby på valgløfter om at tillade hård narkotika og forbyde privat bilkørsel. Selv om han taber valget med ganske få stemmer, får kampagnens stor betydning for Thompsons videre arbejde. Den skaffer ham nemlig kontakt med magasinet Rolling Stone, der netop i disse år er ved at ændre sig fra et rent musik-blad til ligeså meget at handle om politik og livsstil.
Thompsons meget subjektive stil viser sig at passe fint til Rolling Stone, og det meste af hans senere produktion, bliver udgivet her, uden at han nogensinde skriver én artikel, der handler om musik. På ganske kort tid forfiner Thompson sin stil ud i det ekstreme: Hans artikler er ikke længere nøgterne beskrivelser af, hvad han ser, men i stedet detaljerede beretninger om hans egne syrede oplevelser, ofte hjulpet godt på vej af rigelige mængder alkohol og stoffer.
Med artikelserien Fear and Loathing in Las Vegas (Frygt og væmmelse i Las Vegas) fra 1971 bevæger Thompson sig frem og tilbage over grænsen mellem virkelighed og fiktion i jagten på den amerikanske drøm. Dermed er Gonzo-journalistikken fuldt udviklet. Igennem det næste årti fortsætter Thompson med at udvide grænserne for, hvad man kan tillade sig at kalde journalistik.
Fra 1980 begynder tingene dog at gå ned ad bakke for Hunter S. Thompson. Han bliver skilt fra sin kone og lukker sig stadig mere af mod omverdenen. Hans produktion bliver også meget uregelmæssig. Men i årene efter 2000 kommer der pludseligt gang i udgivelserne igen. Mange af værkerne har Thompson dog arbejdet på gennem mange år, og det lader næsten til, at han er ved at rydde op og gøre rent bord.
Den 20. februar 2005 begår Hunter S. Thompson selvmord. I en alder af 67 år, var han efter sin egen mening blevet for gammel til livet. Hans gamle ven, skuespilleren Johnny Depp, som spillede hovedrollen i filmversionen af Fear and Loathing, betaler en storslået begravelse, der afsluttes med, at Thompsons aske bliver skudt ud af en kanon fra toppen af et 50 meter højt tårn. En værdig afslutning for en mand med hang til det syrede.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278




