Strejken bliver lang og blodig, hvor britisk politi gang på gang slår hårdt ned på ¤¤fredsforstyrrere¤¤

Den 6. marts 1984 starter britiske kulminearbejdere en strejke, der skal udvikle sig til en ét år lang konflikt, der bliver et knusende nederlag for den britiske fagbevægelse.
Kulminestrejkens særlige karakter skyldes især, at de britiske kulminer, som de fleste i Europa, er nationaliserede, og derfor står konflikten direkte mellem staten og de strejkende arbejdere.
Allerede i 1981 begynder uroen at brede sig blandt kulminearbejderne, da regeringen fremlægger planer om at lukke 22 mineskakter. På det tidspunkt bliver en strejke midlertidigt afværget, men i vinteren 1983/84 er den gal igen: Nu skal 20 miner lukkes ned, hvad der vil betyde, at 20.000 mister deres arbejde.
Begrundelsen fra regeringen er, at kulindustrien er i tilbagegang, og den britiske stat kan ikke i længden finansiere en industri, der allerede er støttet af staten.
Sandheden er dog, at de britiske kulminer faktisk har en produktivitet, der ligger langt over resten af Europa og USA. Grunden til at de britiske miner har svært ved at klare konkurrencen er, at den britiske mineindustri får meget mindre statsstøtte end for eksempel den amerikanske.
Den konservative regering under Margaret Thatcher vil dog ikke opgive sin plan for liberalisering af det landet og vælger gradvist at lukke minerne.
6. marts begynder strejken i to af de lukningstruede miner, Cortonwood og Bullcliffe Wood. Den 12. marts erklærer Arthur Scargill, der er præsident for National Union of Mineworkers (NUM), generalstrejke for hele kulmineindustrien og langt de fleste af landets knap 200.000 kulminearbejdere i strejke.
Strejken bliver lang og blodig, hvor britisk politi gang på gang slår hårdt ned på 'fredsforstyrrere'. Allerede den 23. marts er store politistyrker i kamp med strejkende arbejdere i 'slaget ved Orgreave'. Under strejken bliver en del skruebrækkere overfaldet af blokadevagter. I længden bliver det ikke den rå magt, der afgør konfliktens udfald. Strejken varer næsten et år, og minearbejdernes familier synker gradvist ned i dybere og dybere fattigdom, trods alle forsøg på at hjælpe dem.
Den 3. marts 1985 ophører strejken, da en afstemning giver et smalt flertal blandt arbejderne for at vende tilbage til arbejdet. Inden da har arbejderne mistet meget folkelig sympati takket være en stærk kampagne imod strejken i de britiske medier. En alvorlig anklage har været, at strejken skulle være finansieret af Sovjetunionen. I virkeligheden har sovjetiske arbejdere i solidaritet støttet de strejkende af deres egen lommer uden om regeringen.
Strejkens afslutning er et stort nederlag for britisk fagbevægelse, der ikke siden har kunnet føre arbejdskamp med den samme styrke. I alt bliver 10 mennesker dræbt under strejken. Selvom lyder af meget er det under det antal, der normalt omkommer ved ulykker i britiske miner på et år.