21 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Helsingør - Mange forsvarer skadestuer

Helsingør - Mange forsvarer skadestuer

Lørdag, 10. marts, 2007, 00:00:00

Op til 25 skadestuer trues af regeringes sygehusplan. Landet over kæmpes der mod lukningerne

Utilfredsheden med regeringens sygehusplan breder sig.
Mandag afleverede Akutgruppe Sydfyn 61.411 underskrifter til Region Syddanmark for bevarelse af den lukningstruede skadestue og akutberedskab på Svendborg Sygehus.
Protesterne kommer på baggrund af en rapport fra Sundhedsstyrelsen, som beskriver hvordan sygehusplanen kan udformes i praksis. Rapporten lægger op til, at skadestuerne på landets godt 40 hospitaler i løbet af de næste fem år skal samles på færre og større centrale områdehospitaler. Derved risikerer 20-25 skadestuer og akutberedskaber lukning.
I Svendborg betyder det, at patienterne får 40 kilometer til nærmeste akutmodtagelse i Odense, mens beboere i regionens yderbyer som Lohals og Bagenkop skal køre 90 kilometer.
- Hvis Svendborg Sygehus lukker, hvad skal der så ske med de 1400 fødende kvinder, akutmodtagelsen hvert år tager sig af? Og hvad med arbejdsulykkerne fra Svendborgs mange store arbejdspladser, siger Gert Rasmussen fra Akutgruppe Sydfyn til Arbejderen.
- Heldigvis har vores underskrifter betydet, at regionen nu har sat tempoet i omstruktureringen ned, så vi får en demokratisk proces, hvor kommunalbestyrelser og borgere inddrages, fortsætter han.
I Helsingør har Initiativgruppen for Helsingør Akutsygehus indkaldt til borgermøde på mandag. Initiativgruppen kæmper for at bevare Helsingør Akutsygehus, som i gennemsnit betjener 21.000 patienter årligt.
Sygehusets akutberedskab er truet af regionens hospitalsplan, som er i offentlig høring frem til 4. april.
- Allerede i 2002 afleverede Initiativgruppen 48.500 underskrifter for bevaring af sygehuset. Helsingør er en storby, som har brug for skadestue og akutberedskab, siger Birgit K. Andersen fra Initiativgruppen for Helsingør Akutsygehus.
Også i Silkeborg kæmper borgere og fagbevægelse for bevaring af akutafdelingen på det lokale Silkeborg Sygehus.

Borgermøde: Mandag den 12. marts klokken 19, Værftet ved Dokhalvøen, Hal 13, Helsingør.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. mar. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 11:44

Nyheder