Fisken var de første kristnes kendemærke, altså et symbol på den levende natur frem for det menneskeskabte torturinstrument, der bruges i dag
Den 3. april er traditionelt sat som den præcise dato for henrettelsen af en palæstinensisk jøde, hvis rigtige navn var Joshua, en henrettelse der siden har givet genlyd.
I anledning af den kommende påske, vil jeg derfor se nærmere på den famøse scene, korsfæstelsen af Jesus fra Nazaret og den symbolik, som udspringer fra den.
Det er langt fra sikkert, at Jesus blev henrettet i påsken, eller at det skete i år 33, som man traditionelt regner med. Men det klassiske billede af Jesus sømmet op på to korslagte brædder med nagler gennem hænder og fødder er med garanti forkert.
I det romerske imperium er korsfæstelse en relativt almindelig henrettelsesform, der bruges mod forbrydere og oprørere fra lavere klasser. Alligevel er der næsten ingen kilder til, hvordan korsfæstelse faktisk har fundet sted. Der findes ingen billeder fra romerriget, der forestiller en korsfæstelse. Når der har været fremstillet billeder af en henrettelse, er det altid af en person fra de øverste samfundslag, og de er ikke blevet korsfæstet.
Der er dog ét arkæologisk fund af en korsfæstet person, og det giver et helt andet billede af, hvordan en korsfæstelse har taget sig ud.
For det første hænger den dødsdømte ikke på et kors, men i et oliventræ. For det andet er hans hænder ikke sømmet fast, men bundet til en tværbjælke eller til grene på træet. Fødderne er naglet fast til træets stamme gennem anklerne på hver side af træet. Den dødsdømte har ikke hængt højt hævet over jorden, men nærmest i øjenhøjde. Jeg ville gerne vise et billede, men det traditionelle billede af Jesus på korset er så indgroet, at det er umuligt at skaffe korrekte billeder af en korsfæstelse.
Vores forestillinger om 'korset' er ret naive. De romerske myndigheder ville aldrig bygge et stillads af godt tømmer for at henrette en simpel forbryder, de brugte de træer, der var i forvejen. Efter nedkæmpelsen af Spartacus` oprør cirka 100 år før Jesus` henrettelse, korsfæstede man mindst 10.000 fanger langs vejen til Rom. Det ville være latterligt at forestille sig den romerske hær slide for at opstille 10.000 kors, de brugte vejtræerne. I Biblen er der ingen beskrivelser af korsfæstelsen, men flere steder nævnes, at Messias 'blev hængt på et træ'.
Ordet kors er udledt af det latinske Crucio, smerte. Korsfæstelse betyder bare smertefuld henrettelse. De første kristne ville aldrig drømme om at lave billeder af Jesus` henrettelse. Billeder af korsfæstelsen blev først almindelige lang tid efter, at man var holdt op med at bruge korsfæstelse, og ingen vidste derfor, hvordan korsfæstelse faktisk så ud.
Kan det ikke også være lige meget? Korset er jo bare et symbol blandt så mange andre. Det er rigtigt, men symboler bærer også et budskab med sig. De første kristne brugte fisken som deres kendemærke, altså et symbol på den levende natur frem for det menneskeskabte torturinstrument, der bruges i dag.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278