23 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

4. april 1968 - Martin Luther King bliver skudt

4. april 1968 - Martin Luther King bliver skudt

Onsdag, 04. april, 2007, 00:00:00

Martin Luthe King går aktivt ind i modstanden mod Vietnamkrigen og erklærer sig som tilhænger af ¤¤demokratisk socialisme¤¤

Den 4. april 1968, kl. 18:01 bliver den sorte borgerrettighedsforkæmper Martin Luther King Jr. skudt ned, da han står på balkonen til sit motelværelse i Memphis, Tennessee.
King er mere end nogen anden blevet et symbol på kampen for de sortes rettigheder i USA, og ikke uden grund.
Efter i 1951 at have færdiggjort sine teologistudier, begynder Martin Luther King i 1953 at virke som pastor ved Dexter Avenue Baptistiske Kirke i byen Montgomery, Alabama. Selv om King på det tidspunkt er mest optaget af sin præstegerning og arbejdet på en doktordisputats i praktisk teologi, bliver han hurtigt involveret i Borgerrettighedsbevægelsen.
Efter at Rosa Parks i 1955 bliver arresteret for at nægte at give en hvid mand sin plads i bussen, er King en af organisatorerne bag boykotten af Montgomery`s busser. Boykotten varer over ét år, og stemningen bliver så spændt, at Kings hus bliver udsat for et bombeattentat.
Fra et tidligt tidspunkt står King i et nært forhold til borgerretsaktivisten Bayard Rustin, og sammen udarbejder de en strategi for ikke-voldelige aktioner og civil ulydighed.
Fra 1961 begynder FBI at aflytte King, som de mistænker for at være kommunist, hvad der ligger den stærkt religiøse King fjernt. Senere forsøger FBI gentagne gange med aflytningerne at skabe splittelse i Borgerrettighedsbevægelsen, hvad der aldrig rigtig lykkes i Kings levetid.
I sommeren 1963 er King én af hovedfigurerne bag 'Marchen Mod Washington', der samler 250.000 mennesker bag kravet om lige rettigheder for alle amerikanere.
En del sorte, som Malcom X, kritiserer marchen for at stille for bløde krav, men tilslutningen til marchen er enorm. King skriver sig selv ind i historiebøgerne, da han ved afslutningen af marchen leverer sin berømte tale: 'I have a Dream'.
Fra da af er Martin Luther King den førende figur i Borgerrettighedsbevægelsen. Hans ikke-volds-strategi skaber stor sympati og opbakning for sagen, men koster også mange lidelser. I 1965 arrangeres en lignende march imod Mongomery, men den fredelige march bliver brutalt overfaldet af politi og lokale militser med køller og tåregas.
Gradvist begynder kravene fra Borgerrettighedsbevægelsen at blive skærpet. Nu skal sorte i USA ikke blot have lige rettigheder men også social og økonomisk ligestilling. Den politiske bevidsthed bevæger sig ud over modstanden mod racediskrimination, og King går aktivt ind i modstanden mod Vietnamkrigen og erklærer sig åbent som tilhænger af 'demokratisk socialisme'.
I marts 1968 er King tilbage i Tennessee, for at støtte strejkende sorte arbejdere. Og den 3. april giver han sin sidste tale 'I`ve been to the Mountaintop', hvor han i dunkle vendinger forudser sin egen snarlige død. Lidt mere end ét døgn senere bliver han skudt.
Den småkriminelle James Earl Ray bliver efterfølgende idømt 99 års fængsel for mordet. Det er dog langt fra sikkert, at det faktisk er ham, der har begået det. Ray er stort set apolitisk, og ved knap, hvem Martin Luther King er. Hvem der i virkeligheden står bag mordet, er stadig uopklaret.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. apr. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 11:39

Nyheder