Ulrike Meinhofs død bliver officielt afskrevet som selvmord af myndighederne, men flere ting tyder på, at hun blev både voldtaget og derefter henrettet
Om morgenen den 9. maj 1976 bliver én af de ledende figurer fra den vesttyske organisation Rote Armee Fraktion(RAF), Ulrike Meinhof, fundet død i sin celle i Stammheim Fængslet i Stuttgart. Meinhof har siddet fængslet, siden hun blev arresteret den 14. juni 1972.
Ulrike Meinhof har siden sin ungdom været særdeles aktiv i det venstreorienterede miljø i Vesttyskland efter Anden Verdenskrig. Igennem 1960`erne fungerer hun blandt andet som redaktør for det socialistiske studenterblad 'Konkret' og er aktiv i det forbudte kommunistparti KPD.
Nedskydningerne af demonstranten Benno Ohnesorg og den socialistiske studenterleder Rudi Dutschke i 1967-68 sætter gang i spekulationerne om at starte en væbnet modstand imod den undertrykkende vesttyske stat.
Befrielsen af den fængslede aktivist Andreas Baader i 1970 tvinger en række aktivister fra studentermiljøet og Vietnambevægelsen til at gå under jorden, og kort tid efter oprettes RAF officielt med en række selvstændige væbnede celler.
Fra starten slår den vesttyske stat hårdt ned på organisationen, der stemples som terrorister. De væbnede grupper når kun at gennemføre relativt få aktioner inden en stor del af de centrale figurer, deriblandt Andreas Baader og Ulrike Meinhof, bliver arresteret.
De fængslede RAF-medlemmer bliver gennem hele deres fængselsophold udsat for mange former for umenneskelig behandling. Værst af alt er den konstante isolationsfængsling, som formår at nedbryde så godt som alle gruppens medlemmer fysisk og psykisk.
Den 9. maj 1976 bliver Ulrike Meinhof så fundet hængt i sin celle, hun blev 41 år. Hendes død bliver officielt afskrevet som selvmord af myndighederne, men flere ting tyder på, at Meinhof blev både voldtaget og derefter henrettet i cellen, formodentlig af sine vogtere.
Den 18. oktober 1977 kommer turen så til tre andre prominente medlemmer af RAF, deriblandt Andreas Baader, der alle bliver fundet døde i deres isolationsceller. Igen bliver dødsfaldene officielt udlagt som selvmord, men denne gang er der om muligt endnu stærkere tegn på, at der er tale om mord.
I mellemtiden fortsætter RAF sine aktioner overalt i Vesttyskland, med talrige anslag imod våbenindustrien og finanskapitalen op igennem 1970`erne, men gradvist svinder aktiviteten, ikke mindst fordi medlemmerne mangler en samlende politisk organisation som basis for deres aktioner. Først i 1998 afblæser RAF officielt sin modstandskamp.
Ulrike Meinhof bliver begravet i Berlin-Mariendorf seks dage efter sin død. I år 2002 bliver graven åbnet og det udløser en mindre skandale, da det bliver opdaget, at en retsmediciner i 1976 har fjernet hendes hjerne for at undersøge baggrunden for hendes 'asociale, terroristiske adfærd'.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278