Caracas` bystyre erklærer kolonien for selvstændig, og i 1811 på denne dags dato udråbes republikken Venezuela af Francisco de Miranda

Ordet Venezuela er en forspanskning af det italienske Venezuola, som betyder lille Venezia.
Navnet får landet af den italienske opdagelsesrejsende Amerigo Vespucci. Han ser i 1499 nogle indianske landsbyer, anlagt ude i vandet ved kysten ud for halvøen Guajira, og det minder ham om byen Venezia med dens mange kanaler.
Amerigo giver også kontinentet navnet Amerika, da han i modsætning til Columbus er klar over, at der er tale om et nyopdaget kontinent.
Den første spanske kolonisering foregår i 1510, og herefter går det relativt hurtigt med den spanske indvandring, som i det øvrige Latinamerika. Det nuværende Venezuela og Colombia bliver til vicekongedømmet Ny Granada med hovedstad i Caracas.
Under Napoleonskrigene besætter Napoleon Spanien i 1808 og indsætter sin bror som konge. Men franskmændene kan ikke styre det store spanske kolonirige.
Caracas` bystyre erklærer kolonien for selvstændig, og i 1811 på denne dags dato udråbes republikken Venezuela af Francisco de Miranda, der har deltaget i den franske revolution i slutningen af 1700-tallet.
Den nye stat har mange fjender, først og fremmest royalisterne, der ønsker at fortsætte under spansk overherredømme. De er nemlig bange for, at den nye stat ikke er i stand til at holde den store fattige befolkning og alle slaverne i fortsat undertrykkelse. Den værste fjende bliver imidlertid et stort jordskælv i Caracas-området, der bogstaveligt knuser denne første republik i Venezuela.
Efter Napoleons fald går den nye spanske konge i gang med at genoprette sit kolonirige med en vis succes. Caracas går igen over på spanske hænder.
I Venezuela træder den lokale godsejer Simon Bolivar i karakter, og med stor diplomatisk og militær snilde lykkes det ham at skaffe mange støtter til at gennemføre og fastholde områdets selvstændighed. I 1819 udråbes republikken Storcolombia, der består af det gamle vicekongedømme Ny Granada.
En af Bolivars allierede og støtter, general José Antonio Páez gør imidlertid oprør i 1830, og Venezuela erklæres som selvstændig stat med Páez som den første præsident. Herefter følger 100 år med skiftende mere eller mindre brutale og blodige diktaturer.
Fra 1936 indledes en demokratiseringsproces, men hverken diktatorer eller demokrater kan indfri den store fattige befolknings ønsker om indflydelse og social forandring, før Chavez vinder valget i 1998 og siden sætter kurs mod udvikling af et socilistisk samfund.