03 Jul 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

19. september 1991 - Ismanden - mumien Ötzi

19. september 1991 - Ismanden - mumien Ötzi

Onsdag, 19. september, 2007, 00:00:00

¤¤Ismanden¤¤, eller ¤¤Ötzi¤¤ som han kaldes efter stedet, hvor han blev fundet, er den ældste naturskabte mumie i Europa

Den 19. september 1991 gør to tyske turister et uhyggeligt fund under en bjergvandring i Ötzal-regionen på grænsen mellem Østrig og Italien. Halvt indefrosset i en gletsjer opdager de liget af et menneske, der ligger i en unaturlig stilling med hovedet nedad.
Politiet bliver hurtigt tilkaldt, og ved hjælp af isøkser får de snart den døde krop gjort fri af isen. Det står dog snart klart, at den døde ikke er en sag for politiet, men derimod en guldgrube for arkæologer.
Den dødes tøj viser sig at være lavet af læder, og han er udstyret med redskaber lavet af flint og kobber. Ved efterfølgende analyser viser liget sig at være omkring 5300 år gammelt, næsten perfekt bevaret af isen, selvom politiets hårde behandling har anrettet store skader og fået svamp til at brede sig på den mumificerede krop.
'Ismanden', eller 'Ötzi' som han kaldes efter stedet, hvor han blev fundet, er den ældste naturskabte mumie i Europa og en uvurderlig kilde til oplysninger om tiden på overgangen til bronzealderen.
Ötzi er siden sin opdagelse blevet undersøgt i alle ender og kanter og har givet utallige nye oplysninger om sin samtid. Ötzis maveindhold har for eksempel vist, at landbrugets kornproduktion var langt mere avanceret, end man tidligere har forestillet sig, og hans skindtøj og snesko af en så høj kvalitet, at man har overvejet at sætte skoene i produktion.
Han har tatoveringer 53 steder på kroppen og havde tørrede svamp med sig, som formentlig er blevet brugt som medicin. Mest interessant er dog hans økse, hvor hovedet består af næsten helt rent kobber. Spor af kobber og arsen på Ötzis krop antyder, at han selv har arbejdet som kobbersmed.
Ötzi var omkring 45 år, da han døde, og det har fra starten fået arkæologerne til at mene, at han var gammel og udslidt og var blevet sendt op i bjergene for at dø. Så sent som i sommeren i år, bliver der imidlertid gjort opdagelser, der ikke kun viser, at Ötzi var en mand i sin bedste alder men også viste mere mørke sider af det samfund, han kom fra.
Hvis han havde været 5000 år yngre, havde det sandsynligvis været en sag for politiet: Ötzi var blevet skudt i ryggen med en pil, der havde ødelagt en pulsåre. Såret har fået ham til at falde om og pådrage sig et kraniebrud i faldet. Den unaturlige position, han blev fundet i, skyldes, at hans angriber har vendt ham om og trukket pilen ud af hans krop.
Overalt på Ötzis krop og især på hans kniv er der fundet spor af blod fra mindst fire andre mennesker. Ötzi døde i kamp, og arkæologerne anser det i dag for sandsynligt, at han var medlem af en røverbande eller en mindre hær. Menneskers dårlige vane med at slå hinanden ihjel for personlig vinding er langt fra noget nyt.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. sep. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 11:39

Nyheder