I kulissen spiller USA med og har på forskellige måder forsøgt at undergrave og knuse det iranske styre

Den 22. september 1980 begynder den irakiske hær en invasion af nabolandet Iran. Angrebet kommer som følge af et ultimatum givet af den irakiske præsident Saddam Hussein den 17. september.
Konflikten, der skal strække sig over de næste otte år, har rødder langt tilbage i tiden, men er først og fremmest styret af mere jordnære interesser. Efter den gradvise opløsning af det britisk/franske herredømme over Mellemøsten er en række nye uafhængige stater i gang med at finde deres plads i det syndige rod, som først det Osmanniske Imperium og siden diverse europæiske kolonimagter har efterladt.
I kulissen spiller USA med og har på forskellige måder forsøgt at undergrave og knuse det iranske styre. USA støtter derfor Irak i krigen mod Iran, men hverken på grund af kærlighed til Irak eller Saddam Hussein. USA er skeptisk overfor Hussein på grund af nationaliseringen af den irakiske olierigdom. Støtten fra USA bygger på ideen om det mindst onde med håb om at de to lande 'vil slå hinanden ihjel', som USA`s udenrigsminister Henry Kissinger har udtrykt det. Og USA sælger da også våben til begge lande i løbet af krigen.
I sin essens handler krigen mellem Irak og Iran om kontrollen over floden Shatt al-Arab, der er en af de vigtigste vandveje til den Persiske Golf, og om herredømmet over den olierige provins Khuzestan, som den irakiske regering hævder historisk tilhører det arabiske Irak og ikke det persiske Iran.
Den irakiske hærledelse har planlagt krigen som ét hurtigt, overvældende slag, der skal tvinge den iranske hær til overgivelse på få uger, men som altid har den slags planer det med at udvikle sig anderledes end planlagt. I løbet af de første måneder forvandler krigshandlingerne sig fra en topmoderne, teknologisk baseret krig til noget, der mest minder om Første Verdenskrigs slagterier med nytteløse stormangreb, skyttegravskrig og giftgas. Forskellen består mest i, at denne krig koster mange flere civile livet.
I de år frem til freden i sommeren 1988 bølger kampene frem og tilbage, og stormagterne bliver mere og mere involveret. De eneste der for alvor har gavn af krigen er de øvrige olieproducerende lande i Mellemøsten, især Saudi-Arabien og Kuwait, der nyder godt af de stigende oliepriser, som krigen medfører.
I sidste ende bliver det den irakiske hær, der viser den største udholdenhed. Efter fredsslutningen beholder Irak cirka 2500 kvadratkilometer, et område lidt mindre end Fyn, af tidligere iransk territorium. Et område der har kostet mere end to millioner menneskeliv på begge sider, hvad der gør krigen til den blodigste siden Anden Verdenskrig.