Den 3. oktober 1990 samles hen ved én million tyskere omkring den gamle Rigsdag i Berlin. Årsagen er udråbelsen af den nye tyske forbundsstat og dermed oprettelsen af et forenet Tyskland efter 45 års opsplitning

Forud er gået en turbulent periode, der har medført en tiltagende opløsning i det nu tidligere socialistisk orienterede DDR. Efter at Ungarn i sommeren 1989 åbner sine grænser imod Østrig, starter en større folkevandring fra DDR til Vesttyskland.
I august 1989 trækker Erich Honecker sig fra posten som partileder og erstattes af Egon Krenz, men situationen står ikke til at redde. Den 9. november bliver grænsen til Vestberlin åbnet, muligvis som følge af en misforståelse i forsvaret, og nedrivningen af den mur, der siden 1961 har adskilt Vestberlin fra DDR, går i gang. Berlin Murens fald er en realitet.
Regeringen i Vesttyskland er ikke sen til at udnytte opløsningstendenserne i DDR. Den højreorienterede forbundskansler Helmut Kohl foreslår straks dannelsen af en ny forbundsstat, og forslaget bliver til et direkte krav, da Kohl i december 1989 for første gang besøger DDR.
Derefter starter en forhastet proces hen imod en nedbrydning af det østtyske samfund og en indlemmelse i det kapitalistiske Vest. Allerede i februar 1990 godkender den hårdt pressede Krenz-regering en tysk union og tilbagetrækning af alle udenlandske (det vil sige sovjetiske) tropper fra DDR.
Efter krav fra Kohl afholdes der valg i DDR, hvor hans eget parti CDU vinder overbevisende på kravet om øjeblikkelig genforening. I juni 1990 indledes en valutaunion mellem de to lande, men vekselkursen mellem vest- og østtysk valuta bliver ikke, som lovet, 1 : 1 men i stedet 1 : 2.
Selv om denne kurs stadig umiddelbart er til fordel for det tidligere DDR, er det et klart signal om, at den tyske genforening ikke foregår på lige vilkår. I august accepterer Sovjetunionen, der selv er præget af opløsningstendenser, at DDR indlemmes i NATO, og dermed er vejen banet for den nye forbundsrepubliks proklamation den 3. oktober 1990.
Allerede før denne dato er en omfattende nedbrydning af det østtyske samfund i gang. Landet, der var et af de højest udviklede i den socialistiske verden, mister hovedparten af sin industri, og arbejdsløsheden eksploderer. Det eneste stykke lovgivning fra det gamle DDR, der overlever i det nye Tyskland, er kvinders ret til fri abort.
Dette bliver dog dømt forfatningsstridigt af den tyske højesteret i 1995. Selv om Østtyskland generelt slipper mere nådig gennem den neoliberale hestekur end resten af Østeuropa, er tiden efter 1990 stadig præget af social tilbagegang og en voldsom fremmedhadsk højrebølge. Eftervirkninger som Tyskland stadig kæmper med i dag.