Da USA`s nationalmelodi begynder at spille under De Olympiske Lege i Mexico, bøjer Smith og Carlos pludseligt deres hoveder og løfter hver en knyttet hånd beklædt med en sort handske

Den 17. oktober 1968 rammer en nyhed fra sportens verden midt ned i den mest bitre politiske konflikt i USA.
Midt under de igangværende Olympiske Lege i Mexico har der fundet en protest sted, som ryster både det hvide, amerikanske borgerskab og Den Olympiske Komité.
Om aftenen den 16. oktober vinder de to sorte amerikanske atleter Tommie Smith og John Carlos henholdsvis guld og bronze i mændenes 200 meter løb, og Smith slår endda verdensrekorden.
Da atleterne efterfølgende står på sejrsskammelen, og USA`s nationalmelodi begynder at spille, bøjer Smith og Carlos pludseligt deres hoveder og løfter hver en knyttet hånd beklædt med en sort handske. Dette er den såkaldte Black Power-hilsen, der er kommet til at symbolisere de mere militante dele af borgerrettighedsbevægelsen, der kæmper for sorte amerikaneres rettigheder.
Smith og Carlos er inden medaljeoverrækkelsen blevet enige om den fælles politiske aktion og deles om et par sorte handsker, som Smith har medbragt. Da løbets sølvvinder, den hvide australier Peter Norman, hører om planerne, fortæller han Smith og Carlos, at han sympatiserer med deres kamp og ifører sig et badge fra kampagnen 'Olympic Project for Human Rights' til medaljeoverrækkelsen.
Den efterfølgende skandale er til at forudse. Den politiske debat i USA bliver sat på den anden ende, og Den Olympiske Komité er i oprør, de mener, at demonstrationen er en utidig sammenblanding af sport og politik.
Komitéen truer det amerikanske hold, med at USA vil blive ekskluderet fra Legene, hvis ikke Smith og Carlos omgående sættes af holdet. Til at begynde med nægter formanden for det amerikanske hold, men til sidst bliver presset fra både komitéen og den politiske hjemmefront for stort: Smith og Carlos bliver frataget deres medaljer og sendt hjem i unåde.
Også Peter Normans sympatiaktion bliver straffet: Han modtager en kraftig reprimande og bliver lagt for had i australske medier, og trods fortsat gode resultater bliver han aldrig igen udtaget til de Olympiske Lege.
Både Smith og Carlos får gode karrierer som amerikanske fodboldspillere og kan i dag ernære sig som foredragsholdere. Peter Norman udviklede en depression som følge af en skade, der for altid stoppede hans karriere, og han ender med at drikke sig ihjel.