06 Jul 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

31. oktober 1982 - I dag kunne Ungdomshuset være blevet 25 år

31. oktober 1982 - I dag kunne Ungdomshuset være blevet 25 år

Onsdag, 31. oktober, 2007, 00:00:00

Siden opførelsen i 1897 har bygningen på Jagtvej 69, under navnet Folkets Hus, været samlingssted for den københavnske arbejderbevægelse. Fra 1982 var bygningen kendt som Ungdomshuset.

I dag kunne Ungdomshuset være fyldt 25 år. Den 31. oktober 1982 indvies en besat ejendom på Jagtvej 69 i København under navnet 'Ungdomshuset'.
Forinden har Københavns Kommune officielt overdraget retten til brug og drift af huset til BZ-gruppen, og i de kommende år skal Ungdomshuset blive centrum for alternativ ungdomskultur og politisk kamp.
Allerede i 1982 har adressen Jagtvej 69 en lang historie bag sig. Siden opførelsen i 1897 har bygningen, under navnet Folkets Hus, været samlingssted for den københavnske arbejderbevægelse, og talrige møder, folkefester og demonstrationer er udgået fra den gamle bygning.
I 1963 har tidens tand sat sine spor på Folkets Hus, og det bliver forsøgt solgt. Ingen viser interesse for det 'saneringsmodne' hus, og Brugsen opkøber grunden for at rive bygningen ned og anlægge et supermarked.
Brugsens planer bliver imidlertid ikke til noget, da kommunen nægter at give tilladelse til nedrivning af Folkets Hus på grund af dets historiske betydning. Fra 1978 står huset derfor tomt. I oktober 1981 danner Folkets Hus rammen om et stort møde for den københavnske ungdom om oprettelse af et 'ungdomshus' som alternativt værested for unge. Deltagerne på mødet har ingen anelse om, at den bygning de sidder i skal blive til netop det ungdomshus.
På dette tidspunkt er BZ-bevægelsen for alvor ved at sprede sig med talrige besættelser, kendt under navne som 'Den Lille Fjer', 'Bazooka' og 'Allotria'. De fleste af disse besættelser bliver ryddet af politiet, men takket være aftalen med kommunen i oktober 1982 får Ungdomshuset foreløbigt lov til at bestå.
I årene efter oprettelsen bliver Ungdomshuset udgangspunkt for en række politiske og kulturelle aktiviteter, hvoraf den mest kendte nok er gruppen 'Kulørte Klats' farverige aktioner. Ungdomshuset som socialt og kulturelt fristed er dog langt fra sikret.
Allerede i 1996 kræves huset atter ryddet, og i 1999 køber den kristne sekt 'Faderhuset' bygningen af Københavns Kommune. Den 1. marts 2007, efter mange års juridiske tovtrækkerier, stormer bevæbnede politistyrker Jagtvej 69 og rydder huset. Trods massive protester fra en støt voksende Ungdomshus-bevægelse bliver huset efterfølgende revet ned, og Faderhuset har nu udsigt til at score en kæmpe fortjeneste på et salg af den værdifulde grund.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


31. okt. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 11:39

Nyheder