Maastricht-traktaten træder i kraftcVejen til traktatens endelige godkendelse har ellers været brolagt med forhindringer for det samlede korps af embedsmænd og politikere

Den 1. november 1993 træder Maastricht-traktaten i kraft. Dermed ophører det Europæiske Fællesskab, EF, med at eksistere og bliver til den Europæiske Union, EU.
Vejen til traktatens endelige godkendelse har ellers været brolagt med forhindringer for det samlede korps af embedsmænd og politikere, der har så store planer for den fremtidige udvikling på det europæiske kontinent.
Den største sten i skoen siden vedtagelsen af traktatens formulering den 9. december 1991 har været nej`et ved den danske folkeafstemning om traktaten den 2. juni 1992. Nejet sender chokbølger gennem de øvrige medlemslande, EU-administrationen samt i den borgerlige danske regering. Poul Schlüters koalitions regering er ikke ligefrem i kridthuset hos det gode selskab i EU.
Det danske nej afføder noget af en gyser ved folkeafstemningen i Frankrig, hvor ja`et kun lige akkurat bliver halet hjem, og i Storbritannien er parlamentets ratificering af traktaten lige ved at ryge i vasken for den konservative premierminister John Major.
I sidste ende bliver det dog den danske befolkning, der trækker det korteste strå. Den danske regering strikker hurtigt et såkaldt 'nationalt kompromis' sammen, som munder ud i Edinburgh-aftalen, der bliver vedtaget ved en ny folkeafstemning den 18. maj 1993.
De høje herrer i Bruxelles kan ånde lettet op og spænde butterflyen til festlighederne for Unionens fødsel. Nu er vejen åbnet for en egentlig overstatslig magt samt ikke mindst en kraftig udvidelse af territoriet.
Udvidelsen begynder allerede år efter, hvor der afsluttes optagelsesforhandlinger med Østrig, Sverige, Finland og Norge. I sidste ende vælger den norske befolkning dog at sige nej tak til superstaten.