Det er i dag 90 år siden, at den russiske arbejderklasse fik nok af hungersnød, krig, arbejdsløshed og elendighed. Den Røde Garde overtog regeringsfaciliteterne og stormede Vinterpaladset. Den socialistiske revolution var i gang

af Ester Christiansen, historiker
I dag den 7. november fejres 90 årsdagen for Den store socialistiske Oktoberrevolution i Rusland (navnet skyldes at Rusland på det tidspunkt havde en anden kalender).
Revolutionen fik verdenshistorisk betydning. Det var en begivenhed som tændte håb for de udbyttede klasser verden over og som indledte en helt ny æra, hvor socialisme ikke bare var ideer på papiret.

Baggrunden for revolutionen.
Rusland var indtil midten af det 19. århundrede en typisk feudalstat, hvor en enevældig monark, zaren, sammen med en verdslig og gejstlig godsejerklasse udbyttede en livegen bondeklasse.
Imellem disse hovedklasser stod et fåtalligt og svagt handels- og industriborgerskab og et proletariat, som kun havde arbejde en del af året i de få fabrikker, der fandtes.
Politisk eksisterede der ingen demokratiske rettigheder, og enhver utilfredshed blev søgt holdt nede af et talstærkt politiapparat.
Kapitalismens udvikling i Rusland forløb derfor meget anderledes end i Vesteuropa. Industrialiseringen vandt frem i storbyerne, mens landbefolkningen helt frem til revolutionen måtte slås med forhold, der nærmest var middelalderagtige.
Til gengæld blev det et kendetegn, at i storbyerne, hvor industrien voksede frem i begyndelse af det 20. århundrede, der blev virksomhederne kæmpestore.
På landets største virksomhed Putilov-fabrikken i hovedstaden Petrograd var der omkring Første Verdenskrigs udbrud i 1914 over 26.000 ansatte.
Industrialiseringen foregik dels via statslige investeringer blandt andet i jernbanebyggeri, men også udenlandsk - især engelsk og fransk - kapital vandt indpas i Rusland.
Næsten hele industrien var koncentreret i de store byer, især Petrograd, og de fleste fabrikker var store og fuldt moderne efter datidens forhold.
Industriens udvikling fik således også stor betydning for den russiske arbejderklasses udvikling. Der blev hermed skabt helårsbeskæftigelse for et stadig større antal arbejdere, og et egentligt industriproletariat voksende frem.

Revolutionen i 1905.
I begyndelsen af århundredet opstod der store strejkebevægelser i de russiske byer, ikke mindst i Petrograd. Strejkebevægelserne bredte sig langt ind i både hæren og flåden og udviklede sig til en egentlig revolution.
Lenin så revolutionen i 1905 som en vigtig forløber for den revolutionære bevægelse 12 år senere. Han vurderede revolutionen som en borgerlig demokratisk revolution med hensyn til dens sociale indhold, men som en proletarisk revolution med hensyn til dens kampmetoder.
Revolutionen tog fart den 9. januar 1905 - 'den blodige søndag' - da hundredvis af arbejdere blev dræbt under et forsøg på at gennemføre en fredelig demonstration foran Vinterpaladset i Petrograd.
Massakren blev optakten til en strejkebevægelse over hele Rusland, som steg og sank i bølger og først døde hen, da året var omme. Et af de vigtigste resultater af 1905 revolutionen var dannelsen af arbejderdelegeretrådene eller sovjetterne.
Borgerskabet lod sig imidlertid spise af med et løfte fra zaren om at indkalde en duma (parlamentarisk forsamling), som helt igennem blev en pseudo-demokratisk forsamling.

Februarrevolutionen
I årene der fulgte ulmede utilfredsheden stadig på de store industriarbejdspladser og efterhånden bredte den sig også langt ud i landbefolkningen.
Ruslands deltagelse i Første Verdenskrig med deraf følgende mangel på fødevarer og enorme tabstal på slagmarkerne udløste i februar 1917 en voldsom strejkebølge i landet som helhed og ikke mindst i Petrograd.
Til forskel fra tidligere, hvor lignende oprør var blevet slået ned af zar-styret med militærmagt, udbrød der nu mytteri blandt de tropper, der blev sendt ud mod de strejkende arbejdere.
Mytteriet bredte sig til store dele af de tropper, der var stationeret i hovedstaden, og den 27. februar havde zar-styret mistet enhver kontrol over begivenhederne.
Resultatet var, at zaren blev afsat, og der blev oprettet en provisorisk regering, som skulle skabe ro og orden i landet. På den ene side havde man altså den provisoriske regering og på den anden side sovjetterne, som voksende hurtigt både i antal og udbredelse.

Dobbeltmagt og økonomisk krise
Hermed var der opstået en dobbeltmagt, som ingen havde kunnet forudse. På sin vis var dette uden fortilfælde i historien, for revolutionen havde på denne måde skabt en sammenfletning af to magtformationer: Borgerskabets regering og arbejdernes og bøndernes sovjetter.
Politisk set var Rusland blevet mere demokratisk, men samtidig bevægede landet sig ud i en alvorlig økonomisk krise. Landet var præget af inflation, voksende arbejdsløshed, levnedsmiddelmangel og nogle steder direkte hungersnød.
Fra marts til juli 1917 oplevede man voldsomme prisstigninger, og selvom mange arbejdere fik presset store lønstigninger igennem, så blev de fuldstændig ædt op af inflationen. I Petrograd voksede arbejdsløsheden så næsten halvdelen af industriarbejderne var uden arbejde.

Rusland i Oktober 1917
Folket var udhungret, soldaterne var demoraliserede, de troede ikke længere på den krig, de var udkommanderet til at deltage i.
I de mest hektiske dage i oktober 1917 væltede det frem med modstridende direktiver og beslutninger, dels fra den provisoriske regering og dels fra sovjetterne. Der foregik en virkelig tilspidset kamp om magten. I slutningen af oktober var situationen så tilspidset i Petrograd, at det var åbenbart, at dobbeltmagten må afløses af den ene magts sejr over den anden.
Det bolsjevikiske parti var blevet dannet i 1903, hvor det russiske socialdemokratiske Arbejderparti (RSDRP) på sin anden kongres blev splittet i to hovedgrupperinger: Bolsjevikkerne(flertalsfolkene) og mensjevikkerne (mindretalsfolkene). Lenin var leder af det bolsjevikiske parti.
Evnen til at udvikle strategien og ændre de taktiske manøvrer havde ført til, at bolsjevikkerne vandt flertallet i sovjetterne.
Den 25. oktober gjorde partiets styrker, rødgardisterne, oprør mod den provisoriske regering i Petrograd. Alle officersskoler blev sat i kampberedskab.
Den provisoriske regering forsøgte at holde sig ved magten ved at give befaling til at undersøge den revolutionære militærkomités virksomhed. Komiteen var blevet nedsat af Petrogradsovjetten og havde til opgave at lede opstanden. De vigtigste punkter i byen blev besat af officerseleverne. Der blev givet befaling til at hejse broerne op og spærre Petrogradsovjettens telefoner.
På befaling af den revolutionære militærkomité blev alle troppeafdelinger gjort kampklare. I løbet af dagen blev der udleveret våben til troppeafdelingerne og den røde garde fra Peter-Paul fæstningens arsenal. Krydseren 'Aurora' fik af den revolutionære militærkomité ordre til at lade broerne over Nevaen gå ned.
Den revolutionære militærkomité skred til angreb. Oprøret i Petrograd forløb for størstedelens vedkommende uden blodsudgydelser. Den Røde Garde overtog kontrollen med regeringsfaciliteterne.
Om natten mellem den 7. og den 8. november angreb de og overtog Vinterpaladset, der fungerede som vinterresidens for zarfamilien.
I de efterfølgende dage, uger og måneder bredte revolutionen sig til andre dele af Rusland og efterfølgende til mange af nabolandene.