08 Jul 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

KØBENHAVN - Filmfestival i Støberiet 19.-29. november

KØBENHAVN - Filmfestival i Støberiet 19.-29. november

Onsdag, 14. november, 2007, 00:00:00

¤¤This way out¤¤ - om nødudgange og smutveje fra denne verden til en anden

'This way out' er godt gemte nødudgange mellem sæderne på et mistænkeligt billigt rutefly, hvor der ikke er sæder til alle, og bagagen kastet over bord. Som en inkarnation af flyets stewardesse insisterer vi på at pege på mulige flugtruter og udveje.
Opdag og udforsk dem, når vi byder velkommen til en ren tour de force fra Victoria Søens globale gyser over latinamerikansk modstand til strategier for at fastholde kreativ nyskabelse.
'This way out' er en filmfestival i Støberiet, kulturhuset på Blågårds Plads fra den 19. til den 29. november.
Programmet indeholder ni film, vedkommende debatter efter nogle af filmene og en hæsblæsende BaileFunk-aften fredag den 23. november.
Alle filmene er på engelsk eller med engelske undertekster. Alle forestillingerne er gratis.
Filmene vises med støtte fra Danmarks Sociale Forum 2007, Internationalt Forum, Ibis, Dansk Ungdoms Fællesråd.
Starttidspunkt de enkelte dage er klokken 19, med mindre andet er nævnt.
Mandag: The Shock Doctrine. Naomi Klein og Alfonso Cuarn, 2007, ti minutter. Naomi Kleins nye bog 'The Shock Doctrine' følges op af en kort film med samme navn. Filmen undersøger de bemærkelsesværdige ligheder mellem rationalet bag CIA`s torturtekniker fra 50`erne og liberaliseringerne af verdensmarkedet. Den choktilstand, som katastrofer af enhver art fremkalder, misbruges til et overraskelsesangreb på sociale og politiske rettigheder. Det skete efter kuppet i Chile, og det sker i Irak i dag.
The Take. Avi Lewis og Naomi Klein, 2004, 87 minutter. Det økonomiske kollaps i 2001 medførte en deroute for store dele af den argentinske middelklasse. I et økonomisk ragnarok med tusindvis af lukkede fabrikker og et tårnhøjt arbejdsløshedstal tog arbejdere landet over sagen i egen hånd og besatte fabrikkerne under sloganet: Occupy. Resist. Produce.
Tirsdag: Estrellas de la linea. Chema Rodr’guez, 2005, 90 minutter. Valeria, Vilma, Mercy og deres 'kolleger' i Guatemala City drømmer om værdighed og om at slippe for den vold, som de dagligt er udsat for. De er prostituerede, der arbejder langs togskinnerne, La Linea, som forbinder hovedstaden med Stillehavet. For at sætte spot på deres problemer, politiforfølgelserne og mordene danner de et fodboldhold og melder sig til den lokale turnering. Knap kommer de på banen, før de ekskluderes med henvisning til deres erhverv, men eksklusionen skaber en voldsom debat og opmærksomhed, og deres liv forandrer sig.
Efter filmen debat om prostitution og trafficking med Odile Poulsen, forfatter og terapeut.
Torsdag: The Planet. Johan Söderberg, 2006, 84 minutter. Surplus` virtuøse og provokerende klipper Johan Söderberg har skabt et Wake-up call, som giver Al Gores 'En ubekvem sandhed' baghjul. Fra Kenya til Brasilien, fra Shanghai til Grønland, fra den engelske professor George Monbiot over vanddistributører til wildlife-fotografer opsøger han fortællinger om, hvad der sker med jorden. Vi hører en række syn på de seneste års klimatiske og geografiske forandringer - og måden hvorpå vores livsstil har ændret sig og påvirker dem.
Efter filmen debat med Erik Jørgensen (Agenda 21) og Christian Ege (Det Økologiske Råd) om, hvad vi selv kan gøre.
Fredag: Mr Catra - O Fiel. Andreas Johnsen, 2005, 60 minutter. Dokumentarfilm om den brasilianske baile funk, en særlig musikgenre skabt i Rios slum. Filmen følger ét af topnavnene, Mr. Catra. Han synger om gangstere, livet i ghettoen, om sammenstød mellem de forskellige bander og dem og politiet, om sex og håbet for fremtiden.
Efter filmen er der bailefunk-aften med DJ Rosforth, Mo Fire Production.
Søndag klokken 15: Fourth World War. Big Noise Film, 2003, 74 minutter. Fra konflikterne i Mexico, Argentina, Sydafrika, Israel/Palestine, Korea, USA og Europa. Det er historien om mænd og kvinder verden over, som nægter at overgive sig til terror og nægter at opgive drømmen om en retfærdig verden.(Fortsættes.)

Blågårds Plads 3, Kbh. 19.-29. november Se: www.kultur2200.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. nov. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 11:39

Nyheder