09 Jul 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

16. november 1957 - Plainfield lægger grunden for Psycho, Motorsavsmassakren og Ondskabens Øjne

16. november 1957 - Plainfield lægger grunden for Psycho, Motorsavsmassakren og Ondskabens Øjne

Fredag, 16. november, 2007, 00:00:00

Den groteske sag fra Plainfield bliver inspirationen til en langrække fiktive seriemordere, deriblandt Norman Bates, Psycho

Den 16. november 1957 trænger politiet ind på en afsides liggende landejendom nær byen Plainfield i staten Wisconsin, USA.
De leder efter ejeren af den lokale købmandsforretning, Bernice Worden, som er forsvundet dagen før, men betjentene er fuldstændig uforberedte på de rædsler, der venter dem indenfor.
Huset tilhører Edward Theodore Gein, en lokal særling, som alle har betragtet som en harmløs eneboer.
Efter Geins faders død i 1940 lever han og hans storebror sammen med moderen på gården, og i de kommende år bliver Edward sygelig knyttet til sin stærkt religiøse mor, som han betragter som en helgen. I 1944 dør Ed`s bror under mystiske omstændigheder, og knap ét år senere dør moderen også, og så er Ed alene tilbage.
I de kommende år lukker Ed sig mere og mere ind i sig selv, og der begynder at gå sære rygter om ham blandt andet om en samling af skrumpehoveder, som han skulle have fået sendt fra Australien af en ikke-eksisterende fætter.
Da politiet endelig møder op hjemme hos Gein i deres søgen efter den forsvundne Bernice Worden, møder der dem et grusomt syn: Midt i stuen hænger Wordens hovedløse lig med bunden i vejret hængt op i en kødkrog.
Yderligere undersøgelser af det voldsomt rodede og beskidte hus afslører en skønsom blanding af menneskeknogler, nedfrosne organer, møbler og lamper betrukket med menneskehud og en stor samling af legetøj og tegneserier.
Efterforskningen viser, at Ed Gein igennem mere end et årti har samlet rester af nyligt begravede lig på kirkegården. Som en del af sin sygelige fascination af sin mor omgiver han sig med rester af døde kvinder.
Han har blandt andet konserveret huden fra ansigtet af ni kvinder, der minder om hans mor, for at bære dem som masker, når han forestiller sig, at han er moderen. Han har desuden været godt i gang med at sy sig en dragt af hud, der skulle forvandle ham helt til en kvinde.
Alt dette har foregået i ubemærkethed. Først da Gein begynder at slå kvinder ihjel, bliver han endeligt afsløret. Gein bliver dømt for to drab. Foruden Bernice Worden drejer det sig om den lokale bartender Mary Hogan. Ed bliver indlagt på et sindssygehospital for livstid, hvor han dør som en gammel mand i 1984.
Den groteske sag fra Plainfield bliver inspirationen til en langrække fiktive seriemordere, deriblandt Norman Bates (Psycho), Leatherface (Motorsavsmassakren) og Buffalo Bill (Ondskabens Øjne), men ingen af disse er blot halvt så groteske som virkelighedens Ed Gein.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. nov. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 11:39

Nyheder