09 Jul 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

28. november 1994 - Norsk nej til EF for anden gang

28. november 1994 - Norsk nej til EF for anden gang

Onsdag, 28. november, 2007, 00:00:00

Størstedelen af den norske befolkning er stærkt bekymrede over manglen på demokratisk kontrol i EF

Den 28. november 1994 er der folkeafstemning i Norge. For anden gang bliver vælgerne bedt om at tage stilling til et afgørende spørgsmål:
Skal Norge være medlem af den eksklusive klub af europæiske lande, der i 1993 overgik fra at kalde sig det Europæiske Fællesskab til at hedde EU?
Norges vej mod indlemmelse i den spirende superstat har ikke været let. To gange, i 1962 og 1967, har Frankrig nedlagt veto imod udvidelsen. Da det endeligt lykkes Arbeiderpartiets statsminister Trygve Bratteli at få godkendt Norges optagelse i EF, så kommer den genstridige norske befolkning i vejen, da de stemmer nej ved folkeafstemningen i september 1972.
Størstedelen af den norske befolkning er stærkt bekymrede over manglen på demokratisk kontrol i EF, og flertallet har større tiltro til det skandinaviske samarbejde i Nordisk Råd.
I 1994 er EF blevet til EU med gennemførelsen af Maastricht-traktaten, og den norske Arbeiderparti-regering under Gro Harlem Brundtland mener, at det må være på tide at få nordmændene til at skifte mening og blive 'en del af Europa'.
Desværre for ja-siden forløber kampagnen op til folkeafstemningen ikke helt som planlagt. Regeringens støttepartier er alle modstandere, og Arbeiderpartiet selv er delt på spørgsmålet. Samtidig ser det ikke ud til, at skræmmekampagnerne om økonomisk ruin og international isolation har den store effekt.
Ja-siden får en smule medvind, da svenskerne siger ja ved en lignende folkeafstemning den 13. november, men lige meget hjælper det. På afstemningsdagen den 22. november vælger 52,2 procent af vælgerne at sætte kryds ved 'nei', og Gro Harlem Brundtland må vinke farvel til sine søde drømme om det fælleseuropæiske paradis på jord.
Siden da har Norge haft et tæt samarbejde med de andre lande i EU og har samtidig bevaret sin formelle uafhængighed. I dag står Norge med en solid økonomi og en international anseelse, der absolut ikke er blevet mindre til trods for afstemningsresultatet den 28. november.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. nov. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 11:39

Nyheder