Ud over 60 slaver, der allerede er døde af sygdom på rejsen, bliver 133 mennesker kastet ud i Atlanten til en sikker druknedød

Den 30. november 1781 befinder det britiske sejlskib 'Zong' sig midt ude på Atlanterhavet, da der opstår en kritisk situation. Skibet er overfyldt, og sygdom og dårlig mad har allerede taget livet af syv af besætningsmedlemmerne.
Skibets kaptajn Collingwood skyder skylden for problemerne på skibets last, der består af flere hundrede afrikanske slaver, som 'Zong' skal sejle til Jamaica. Kaptajn Collingwood vælger at løse problemet på samme måde, som man altid løser problemer med overfyldte handelsskibe: Noget af lasten må simpelthen kastes overbord.
Ud over de 60 slaver, der allerede er døde af sygdom på rejsen, bliver 133 mennesker kastet ud i Atlanten til en sikker druknedød.
Den 22. december når 'Zong' sikkert frem til sit mål på Jamaica. De manglende slaver afskrives som tab, der skyldes manglende vand om bord, til trods for at skibet har næsten 2000 liter vand tilbage ved ankomsten.
Collingwood selv kommer dog aldrig til at stå til ansvar for sine gerninger, han er nemlig selv død af sygdom undervejs. Dermed slutter sagen dog ikke.
Efter hjemkomsten til Liverpool stævner skibets ejer, James Gregson, det forsikringsselskab, der har forsikret 'Zong'. Gregson kræver erstatning for den tabte 'last' og vil have 30 pund sterling for hver slave, hans kaptajn har druknet. Under den efterfølgende retssag siger Gregsons advokat blandt andet:
'Hvad er det for noget snak om, at mennesker er blevet kastet overbord? Dette er en sag om ejendomsret til varer. De sorte er varer og kan ejes som alt andet. Hvor vover man at anklage ærlige, hårdtarbejdende mænd for mord.'
Til slut må dommeren erkende, at som handelsvarer rangerer afrikanske slaver ikke højere end husdyr som køer og heste. Han afviser dog kravet om erstatning med henvisning til, at der er tegn på, at 'Zongs' kaptajn har behandlet 'varerne' så dårligt, at man måtte regne med et vist tab.
I sidste ende bliver sagen afsløret for offentligheden af den tidligere slave Olaudah Equiano, der sammen med Granville Sharp er med til at sætte gang i én af de tidligste bevægelser for et forbud mod handel med mennesker. Der skal dog gå helt frem til 1807, før al handel med slaver endeligt bliver forbudt i hele det britiske imperium.