01 Jul 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

6. december 1982 - Havnearbejderstrejken

6. december 1982 - Havnearbejderstrejken

Torsdag, 06. december, 2007, 00:00:00

Da arbejdet først er genoptaget skynder arbejdsgiverne sig at løbe fra alle løfter om forhandlinger

Den 6. december 1982 starter én af de mest forbitrede arbejdskampe i Danmark i nyere tid. Denne dag går havnearbejderne i Århus i strejke, og i løbet af december måned breder konflikten sig til en række andre store industrihavne over hele landet.
Den umiddelbare anledning til konflikten er, at den nyligt tiltrådte borgerlige regering under Poul Schlüter har ændret kraftigt i reglerne for supplerende dagpenge.
De fleste af havnearbejderne er løsarbejdere, der ofte kun er ansat fra dag til dag, og de nye dagpengeregler vil betyde en kraftig nedgang i indkomsten for de fleste af dem, og derfor kræver de kompensation fra arbejdsgiverne.
Efterhånden som konflikten breder sig, og over 1500 arbejdere er i strejke, begynder konfrontationerne med politiet at tage til. I en tid med stigende arbejdsløshed har arbejdsgiverne let ved at få skruebrækkere til at påtage sig de strejkeramte job udenom overenskomsterne.
Det forsøger de strejkende til gengæld at forhindre gennem fysiske blokader, der bliver slået ned med voldsom brutalitet af ordensmagten. I Aabenraa udvikler det sig til de voldsomste gadekampe siden besættelsen, og i Ålborg og Odense koster konflikten to mænd livet ved tragiske ulykker.
Også ved grænsen til Tyskland kommer det til uroligheder, da arbejdere forsøger at spærre for lastvognstrafikken. Mange rederier vælger nemlig at lade deres skibe losse i Holland og Tyskland og transportere godset den sidste vej med lastvogne.
I løbet af januar finder adskillige store sympatiaktioner sted over hele landet, men på dette tidspunkt er kræfterne ved at ebbe ud for havnearbejderne, der blot kan se til, mens skruebrækkere udfører deres arbejde bag politiets barrikader.
I starten af februar begynder en række tillidsmænd i samarbejde med transportgruppeformanden i SiD at udarbejde et forhandlingsforslag, der skal bringe strejken til ophør. Forslaget om forhandlinger bliver fra starten anerkendt af arbejdsgiverne, og konflikten ophører den 17. februar 1983.
Da arbejdet først er genoptaget skynder arbejdsgiverne sig at løbe fra alle løfter, men på det tidspunkt er kræfterne hos havnearbejderne for små til at kunne fortsætte, og strejken ender uden konkret resultat.
For en række andre faggrupper har strejken og især sympatikonflikterne dog ført til, at der er blevet gennemtrumfet en række undtagelser fra de nye ændringer i dagpengereglerne.
I alt kommer konflikten til at koste to dødsfald, to gange fem års fængsel for brandstiftelse, mere end 60 anholdelser og over 24.000 kroner i bøder til hver enkelt strejkende arbejder.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. dec. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 11:39

Nyheder