Verdens første varmluftsballon får en trist skæbne. En gruppe lokale bønder angriber den flyvende tingest i den tro, der er tale om et flyvende sagn-uhyre
Den 14. december 1782 er dagen, hvor mennesket for første gang for alvor søger mod himlen. På denne dag foretager de to brødre Joseph Michel og Jaques Étienne de Montgolfier deres første forsøg med en varmluftsballon.
Ganske vidst har kineserne kendt til princippet bag ballonflyvning i flere hundrede år, og muligvis har indianerne i Chile også brugt balloner længe før Columbus` tid. Men det bliver brødrene Montgolfier, der som de første sender mennesker til vejrs for at se verden fra oven.
De to brødre er sønner af en succesfuld papirfabrikant, og de kender derfor udmærket papirs evne til at holde luft indespærret. Det bliver til stor nytte på deres højtflyvende eventyr.
Allerede i 1777 har Joseph bemærket, at når han tørrede sit tøj over åben ild, blev lommerne i jakken fyldt med luft og vendte vrangen ud så de stod lige op i luften. Opdagelsen gav ham den idé, at røgen måtte indeholde et særligt 'stof' som han kaldte 'Montgolfier-gas'. At luft simpelthen udvider sig, når det bliver varmt, og derfor er lettere end den omgivende luft, faldt ham ikke ind.
I november 1782 begynder Joseph forsøg med at få papirsposer fyldt med varm luft til at svæve, og den 14. december har han i samarbejde med sin bror Jaques færdiggjort en prototype, der ikke er meget andet end en stor terning af silke beklædt med papir på indersiden.
Forsøget går over al forventning: Stort set i samme øjeblik ilden bliver tændt under stofterningen, skyder den til vejrs og svæver over to kilometer væk, inden den igen lander blødt.
Verdens første varmluftsballon får dog en trist skæbne. En gruppe lokale bønder har set den flyvende tingest komme ind og lande på deres marker, og i den tro, at der er tale om et flyvende sagn-uhyre, angriber de ballonen, der hurtigt bliver revet i stumper og stykker.
Nu har Montgolfier-brødrene imidlertid fået blod på tanden. De bygger flere typer, der gradvist begynder at ligne det, vi dag forstår ved en varmluftsballon. Den 19. september 1783 foretager de den første flyvning med levende væsner. De sender et får, en and og en hane 500 meter op i luften og sikkert ned igen, og den 21 november foretager mennesket sin første frie flyvning uden kontakt til jorden.
Brødrene Montgolfier bliver omgående verdensstjerner, og over hele Europa begynder man snart at eksperimentere med ballonflyvning. Mennesket er sluppet ud af jordens favntag og har sat kursen mod himlen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278