Fra at have været en organisation til fremme af farvedes interesser bliver ANC med tiden en egentlig modstandsbevægelse

Den 8. december 1912 bliver grunden lagt til én af det 20. århundredes mere markante befrielsesbevægelser. På denne dag stiftes Sydafrikas Indfødte Nationalforsamling, der senere skal blive kendt som African National Congress, ANC.
Stifterne af den nye organisation, der ledes af John Dube, Pixley Ka Isaka Seme og Sol Plaatje, er en række høvdinge fra de vigtigste afrikanske stammer samt en række kirkelige organisationer. Stifterne af organisationen håber, at en sammenslutning af de politiske kræfter blandt den sorte befolkning kan gennemtvinge reformer, der skal sikre lige rettigheder for alle sydafrikanere uanset hudfarve.
Det mål ligger dog langt ude i horisonten for den britiske koloni, der for en stor del bebos af hvide afrikaanere, efterkommere af hollandske emigranter.
I de første mange år forbliver Nationalforsamlingen, der i 1923 får sit nuværende navn ANC, en meget svag organisation, og flere gange bliver det foreslået, at sammenlægge organisationen med det meget stærkere sydafrikanske kommunistparti, der er det eneste politiske parti, der tillader medlemmer af alle hudfarver.
Efter Nationalistpartiets valgsejr i 1948 begynder opbygningen af det egentlige apartheid-styre med den blodige undertrykkelse af enhver farvet modstand, og det bliver startskuddet for en helt ny æra for ANC.
Fra at have været en organisation til fremme af farvedes interesser bliver ANC nu en egentlig modstandsbevægelse, der leder en række af de vigtigste protestaktioner imod det racistiske styre, sideløbende med den anden store sorte bevægelse Pan African Congress, PAC.
Efter den såkaldte Sharpeville Massakre i marts 1960, hvor 69 fredelige demonstranter bliver dræbt af politiet, bliver ANC og PAC forbudt, og begge organisationer overgår til at føre en illegal og ofte væbnet kamp imod apartheid.
Apartheidstyret forsøger af al magt at få ANC stemplet som terrororganisation, men over hel verden skyder bevægelser op, der støtter kampen mod racismen i Sydafrika.
Da apartheid-styret endeligt må kaste håndklædet i ringen og indlede en overgang til demokrati i 1990, bliver det med ANC som vigtigste forhandlingspartner. Efter det første valg i 1994 bliver ANC det største parti. Dets leder Nelson Mandela, der få år inden er blevet løsladt efter 27 år i fængsel, bliver Sydafrikas første sorte præsident.
Med i regeringskoalitionen er også kommunistpartiet og det største fagforbund. I de senere år er forholdet i koalitionen kølnet noget, da ANC på mange områder har ført en meget liberalistisk politik.