Legionens fremmarch bliver starten på en borgerkrig, der varer frem til 44 før vor tidsregning, hvor Cæsar bliver ophøjet til diktator for livstid

Den 10. januar i år 49 før vor tidsregning krydser en romersk legion floden Rubicon i det, der i dag er det nordlige Italien.
I spidsen for hæren rider den romerske hærfører og konsul Gaius Julius Cæsar, vel vidende, at hans handling er en utålelig provokation og en overtrædelse af Roms love, der i sidste ende vil være med til at gøre en ende på den romerske republik.
Igennem næsten 450 år har Rom været en republik ledet af Senatet. I den periode har talrige succesfulde krige skabt et enormt imperium og det mægtigste militær i verden. Rom er langt fra at være noget demokrati, de valgte senatorer baserer deres magt på stemmer, som de køber sig til hos 'plebejerne' i underklassen.
Alligevel har Rom haft en forholdsvis fri og åben politisk debat, men nu truer militærets magt republikkens eksistens. I tider med krig og konflikt har det været almindeligt, at Senatet har udnævnt militære eller politiske ledere til 'diktatorer' med uindskrænket magt i kortere perioder. Men mange ambitiøse politikere har drømt om at kunne skaffe sig den totale magt for livstid, og det er netop det, der er Cæsars plan, da han krydser Rubicon.
For at beskytte republikken imod dens egne militære ledere forbyder Roms love, at en hærfører kan krydse grænsen til Italia Proper, republikkens centrale provins, med sin hær. Cæsars demonstration er derfor en direkte krigserklæring til hans politiske modstandere i Rom.
Ved denne lejlighed skal han have sagt de berømte ord: 'Iacta Alea Est' (Terningerne er kastet!). Selv om der findes mange forskellige udgaver af citatet, er det tvivlsomt, hvorvidt Cæsar nogensinde sagde det.
I Rom skaber nyheden om legionens fremmarch panik, og store dele af Senatet flygter til Capua. Det bliver starten på en borgerkrig, der varer frem til 44 før vor tidsregning, hvor Cæsar bliver ophøjet til diktator for livstid.
Hans regeringstid bliver dog kort, da han kort tid efter sin udnævnelse bliver myrdet ved en sammensværgelse i Senatet. I stedet bliver det hans adoptivsøn Octavian, der bliver den første romerske kejser, da han i 27 før vor tidsregning opnår titlen 'augustus' (majestæt, ophøjet). Med tiden går efternavnet Cæsar (udtales 'kaisar') hen og bliver de romerske herskeres titel og oprindelsen til titlerne 'kejser' og 'tzar'.