13 Jul 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

KØBENHAVN - Libanon tur/retur - Kortfilmsfestival 18.-20. januar

KØBENHAVN - Libanon tur/retur - Kortfilmsfestival 18.-20. januar

Torsdag, 17. januar, 2008, 00:00:00

Hvornår har du sidst set en libanesisk film?! Kortfilmsfestival 18.-20. januar

Fredag, lørdag og søndag 18.-20. januar alle dage klokken 19.30 er der en sjælden mulighed for at opleve en række kortfilm fra Libanon - ganske gratis - i VerdensKulturCentret.
Filmene varierer i længde fra cirka et til 23 minutter, og ud over enkelte stumfilm er sproget engelsk, arabisk og fransk. Er talesproget ikke engelsk, er det med engelske undertekster.
Det er med at være der fra starten, hvis du vil opleve Yazo, libanesisk lutspiller, der vil åbne festivalen med et musikalsk indslag - både fredag og lørdag.
Fredag vises seks film.
I 'Berlin/Beirut' tager Myrna Maakaron os med på en tur til hendes gamle og nye hjemby. Sammen med hende, genopdager vi Berlin og Beirut.
'Les barbiers de cette ville': En dokumentarfilm om Beiruts historie de sidste ti år genfortælles af byens barberer. Vinder af Short Film César 2006.
'Wayn Yo': Alle kender Beirut, men hvem kender Zahlé? En fremstilling af folket og deres genvordigheder i en lille by. Prisvinner i Oberhausen i 1998.
Dette var tre af fredagens film. Gå selv ind og studér programmet på hjemmesiden!
Lørdag er der foredrag og debat om videokunst og nye medier i Mellemøsten. I panelet sidder Kirsten Herfel, Tariq Hashem, Khalid Ramadan og Nasser Brake.
Herefter vises syv kortfilm, hvoraf de fleste har krig som omdrejningspunkt. Her et par eksempler:
'I Am Well And Surviving': En væbnet konflikt efterlader muligvis et klaver ude af stemning.
'Happy Birthday': Et barns fødselsdag i beskyttelsesrummet. Folk tilpasser sig situationen og må leve videre.
Og til sidst i lørdagens program:
'Badkon Shi..t?': En roadmovie om fire unge libanesere, der kører gennem ødemarken.
Søndag springer vi direkte ud i det med seks film.
Den første er en stumfilm: 'Embrace': En dans eller en slåskamp. En mand og en kvinde mødes i ingenmandsland. Hvad er det vi ser?
Undervejs i programmet ser vi blandt andet: 'Tell Me Something', der varer 23 minutter: En mand begynder pludselig at opføre sig som en hund. Alle, hans familie, lægen, naboerne, ingen efterlades uberørt. I særdeleshed ikke den kvindelige nabo. En lignelse om roller og forventninger i en præ-, inter- og post-krigstid.
'Visite, Une': Manden eller elskeren? Pierre eller Gérard? En skønhed sidder foran spejlet og gør sig betragtninger over, hvem hun kunne tænke sig at møde i aften.

Nørre Allé 7, København
fredag, lørdag, søndag 18.-20. januar, alle dage kl. 19.30 Se udførligt program på: www.verdenskulturcentret.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. jan. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 11:39

Nyheder