I begyndelsen af det 20. århundrede er øerne blevet en så dårlig forretning, at regeringen begynder at forhandle med USA om et salg af kolonien
Den 25. januar 1917 sælger Danmark sine kolonier på Jomfruøerne i Caribien til USA for den fyrstelige sum af 25 millioner dollars. Øerne har været under dansk styre i flere hundrede år, og de danske koloniherrer har formået at udslette næsten ethvert spor af de idylliske tropeøers oprindelige udseende og befolkning.
De to øer Sankt Thomas og Sankt John bliver koloniseret af Det Dansk-Vestindiske Kompagni i anden halvdel af 1600-tallet, og i 1733 køber kompagniet desuden Sankt Croix af Frankrig.
Koloniseringen gør en hurtig ende på den oprindelige befolkning af Ciboney, Carib og Arawak, der fortrinsvis dør på grund af fremmede sygdomme, som de danske kolonialister medbringer.
I stedet bringer danskerne tusindvis af afrikanske slaver til øerne, og omkring år 1800 er de tidligere skovklædte øer forvandlet til én stor sukkerrørsplantage. Som slaveejere er danskerne såmænd hverken værre eller bedre end gennemsnittet.
Slaverne bliver underkuet i en grad, der i det store og hele forhindrer oprør, uden samtidig at forhindre dem i at arbejde på at skabe profit for den danske stat. Når det endeligt kommer til oprør, er danskerne til gengæld vældigt opfindsomme i afstraffelsen af uromagerne. Ved én lejlighed bliver afstraffelsen ligefrem til et medicinsk eksperiment, da en dansk militærlæge laver en større undersøgelse af, hvor længe et menneske kan holde sig ved bevidsthed, mens han bliver brændt levende.
Da slaveriet endeligt bliver ophævet i hele det danske rige i 1848 er handelen med slaver blevet så uprofitabel, at det ikke længere har den store betydning for den danske økonomi, men for De Dansk-Vestindiske Øer betyder det en tid med økonomisk nedgang. Uden slaveriet kan sukkerproduktionen simpelthen ikke længere betale sig, og øerne må leve af tilskud fra staten.
I begyndelsen af det 20. århundrede er øerne blevet en så dårlig forretning, at regeringen begynder at forhandle med USA om et salg af kolonien. I 1902 bliver forslaget dog stemt ned i Rigsdagen.
Med udbruddet af Første Verdenskrig og de tyske u-bådes trussel mod al søfart på Atlanten bliver det næsten umuligt for Danmark at holde kontakt til sine caribiske kolonier, og den 25. januar 1917 falder aftalen med USA endeligt på plads.
Som fjern koloni kan Jomfruøerne ikke længere betale sig, men for USA er det endnu et skridt på vejen til absolut dominans på det amerikanske kontinent.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278