Det eneste landene i ¤¤Ondskabens Akse¤¤ har tilfælles er, at de ikke lader deres politik diktere af USA, og generelt bliver opfattet som en trussel mod USA`s interesser

Den 29. januar 2002 holder USA`s præsident George W. Bush en tale til nationen på landsdækkende tv. Talen er den såkaldte State of the Union-tale, hvor præsidenten gør status op for tingenes tilstand i de Forenede Stater og udfordringerne for det nye år.
Dette år er der tale om en helt speciel tale. Amerikansk politik er fuldstændigt domineret af eftervirkningerne af terrorangrebene den 11. september 2001 og den efterfølgende krig mod Afghanistan. Det er til at forudse, at talen først og fremmest vil komme til at handle om sikkerhedssituationen.
I talen gør Bush ikke meget for at lægge en dæmper på amerikanernes frygt for terror, men puster tværtimod til ilden ved at fremhæve en række trusler imod befolkningens sikkerhed.
I talen bliver disse trusler kædet sammen med tre stater, der ifølge præsidenten støtter terrorisme og helst ser USA fjernet fra verdenskortet. Bush udnævner gruppen af lande til at udgøre en Ondskabens Akse, der arbejder sammen om at udrydde de amerikanske frihedsidealer.
I talen nævnes Iran, Irak og Nordkorea som medlemmer af Aksen, men siden hen er blandt andet Syrien og Cuba blevet nævnt som medlemmer af den såkaldte store sammensværgelse imod demokratiet.
I resten af verden har man svært ved at se, hvad det egentlig er, der skal forestille at binde landene i den påståede akse sammen. De nævnte lande er alle vidt forskellige både geografisk, politisk og militært.
Det eneste de har tilfælles er, at de ikke lader deres politik diktere af USA, og generelt bliver opfattet som en trussel mod USA`s interesser.
Selv om Ondskabens Akse øjensynligt kun eksisterer i fantasien hos en række højtstående personer i Washington, har udtrykket vist sig at være meget effektivt til at isolere stater, der ikke bøjer sig for USA`s overherredømme.