09 Jul 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

KØBENHAVN - Arbejderhistorieprisen 2007

KØBENHAVN - Arbejderhistorieprisen 2007

Tirsdag, 29. januar, 2008, 00:00:00

iPrisen gives på torsdag for Knud Holt Nielsens ph.d.-afhandling om DKU.

af SFAH - Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie
Den traditionelle uddeling af årets Arbejderhistoriepris finder sted i festsalen på Arbejdermuseet torsdag den 31. januar fra klokken 14 til 16. Alle er velkomne!
Arbejderhistorieprisen 2007 går til en epokegørende undersøgelse af Danmarks Kommunistiske Ungdoms historie. Der er tale om Knud Holt Nielsens ph.d.-afhandling ved Københavns Universitet: 'Giv mig de rene og ranke. DKU`s historie 1960-1990'.
Afhandlingen er den bedst dokumenterede og mest omfattende analyse af en dansk politisk ungdomsorganisation. Knud Holt Nielsen giver gennem historiske og sociologiske undersøgelser et bredt indblik i ungkommunisternes medlemsgrundlag, deres politiske strategier og forholdet til Danmarks Kommunistiske Parti. Særlig interessant er den omfattende skildring af DKU`s virke i uddannelsesorganisationer for både lærlinge og gymnasieelever samt til en vis grad studenter.
Da DKU i perioden var engageret i flere af græsrodsbevægelserne i Danmark, bliver det også en historie om andre politiske ungdomsorganisationers engagement i fredsarbejde, atomkampagner med videre.
DKU var en del af den kommunistiske verdensbevægelse, så afhandlingen beskriver tillige, hvorledes samarbejdet mellem DKU og ungdomsorganisationerne i Østblokken udviklede sig. Knud Holt Nielsen peger i den forbindelse på, at de danske ungkommunister hentede ideologisk, men ikke organisatorisk inspiration bag jerntæppet. Dette vil være nyt for mange forskere.
Efter blomstringstiden i 1970`erne fulgte opløsningen i sidste halvdel af 1980`erne, og DKU`s endeligt kom ikke som en konsekvens af Berlinmurens fald, men nærmest samtidig med denne skelsættende begivenhed.
Afhandlingen er med sine i alt 400 sider veldokumenteret og solidt bygget på et meget stort kildemateriale. Det er fremragende forskning, og afhandlingen er skrevet med en let pen, så læseren bliver både oplyst og underholdt.
Knud Holt Nielsen vil efter prisoverrækkelsen præsentere sin afhandling, og der vil blive lejlighed til at stille spørgsmål.

Rømersgade 22, København
torsdag 31. januar kl. 14-16

www.kommunisme-forskning.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


29. jan. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 11:39

Nyheder