Berlinerkonferencen satte scenen for de næste små hundrede års europæisk herredømme i Afrika

Den 26. februar 1885 underskriver repræsentanter for en række af de mægtigste stater i Europa et afgørende dokument i Berlin. Det får voldsomme konsekvenser for et helt kontinent, og eftervirkningerne mærkes stadig den dag i dag.
Siden afslutningen af Livingstones store opdagelsesrejse til Congodeltaet i 1877 har stormagterne i Europa fået øjnene op for mulighederne i at oprette kolonier på det afrikanske kontinent.
Hidtil har europæernes tilstedeværelse i Afrika mest bestået af faste handelsstationer, tilfældige bosættelser og indfangning af slaver. Nu begynder kapløbet om at sikre sig de enorme uudnyttede landområder og hurtigst muligt skabe en fed profit.
Forrest i kapløbet finder vi Belgiens kong Leopold II, der åbner ballet med sin usædvanlig grove og brutale udnyttelse af Congo og dets befolkning, men de andre stormagter følger snart efter.
Ret hurtigt opstår der stridigheder om ejerskabet til de nye landområder. Ikke så meget mellem kolonimagterne og de folk, der faktisk bor der, men kolonimagterne imellem.
I 1884 indkalder den tyske kansler Otto von Bismarck på initiativ af Portugal til en stor international konference i Berlin om 'det afrikanske spørgsmål'. Det lykkes at få samlet repræsentanter for alle de vigtige kolonimagter og desuden et par mindre stater blandt andet Danmark.
Berlinerkonferencen bliver et langt forløb med seje forhandlinger, der især domineres af de to mægtigste militærmagter, Tyskland og Storbritannien, Da den endelige vedtagelse bliver underskrevet 26. februar, 1885, er alle enige om, at freden og kolonimagternes profit på det afrikanske kontinent er sikret .
Ud over at fastsætte principper for, hvornår en kolonimagt kan gøre krav på at eje et område, trækker Berlinerdeklarationen også en række grænser, der deler hele kontinentet op i interesseområder, der tilhører de enkelte stormagter. Kun fire lande bevarer deres selvstændighed: Abbesinien (i dag Etiopien), Liberia, Transvaal og Orange fristaten, og af disse er det kun Abbesinien, der er fuldstændig udenfor europæisk indflydelse.
Resten af kontinentet er nu åben for imperialistisk udnyttelse. Berlinerkonferencen har sat scenen for de næste små hundrede års europæisk herredømme i Afrika.
De grænser, der bliver trukket den 26. februar 1885 gælder for de flestes vedkommende stadig i dag. De bliver trukket med lineal eller langs floder for enkelthedens skyld, uden hensyn til de nationer, der bor i områderne.
I dag er et utal af Afrikas stater stadig præget af konflikter mellem befolkningsgrupper, der blev adskilt eller tvunget sammen ved Berlinerkonferencen. Mange af kontinentets krige har rødder tilbage til et lille stykke papir, dateret, den 26. februar 1885.