06 Jul 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Mindefest for Bodil Udsen

Mindefest for Bodil Udsen

Tirsdag, 04. marts, 2008, 00:00:00

Mindefest for Bodil Udsen på Betty Nansen Teatret søndag den 9. marts.

af Leif Kingo, Betty Nansen Teatret
Tirsdag den 26. februar 2008 døde Bodil Udsen, og vi mistede en pragtfuld skuespillerinde, en elsket kollega og et ualmindeligt fantastisk menneske. Igennem et helt liv har Bodil Udsen beriget sine kolleger og sit store publikum med sit enestående og rummelige talent - ikke mindst har Betty Nansen Teatret haft glæde af at lægge scene til nogle af hendes allerstørste scenesucceser.
Vi føler et stort behov for at sige tak til Bodil for alle de fantastiske oplevelser, hun har givet os både på og bagved scenen. Derfor inviterer vi, i samråd med Bodils familie, til en mindefest på Betty Nansen Teatret, hvor vi alle - kollegaer, publikummer og venner - kan tage afsked med Bodil og sige tak.
Arrangementet vil finde sted søndag den 9. marts 2008, hvor Preben Kristensen, Ghita Nørby, Jess Ingerslev, Sidse Babett Knudsen, Morten Eisner, Peter Larsen, Søren Hauch-Fausbøll, Anette Støvelbæk, Tommy Kenter, Lily Weiding, Anne-Marie Helger og Jytte Abildstrøm og mange, mange flere vil bidrage med et indslag til Bodil Udsens minde.
I samarbejde med Bikubenfonden bydes på en lille forfriskning i foyeren, hvor der endvidere vil være fremlagt kondolencebog.
Der vil blive afholdt tre arrangementer á cirka en times varighed.

Program
Klokken 10.00: Betty Nansen Teatrets foyer åbnes. Der bydes på kaffe med videre - med mulighed for indskrivning i kondolencebog.
Klokken 12.00-cirka 13.00: Indslag fra scenen.
Klokken 13.30-cirka 14.30: Indslag fra scenen.
Klokken 15.00-cirka 16.00: Indslag fra scenen.
Der er gratis adgang hele dagen, men for at give flest muligt chancen for at deltage kan man kun reservere plads til ét af de tre arrangementer.
Plads reserveres hos Betty Nansen Teatrets billetkontor på telefon 33 21 14 90 eller billet@bettynansen.dk
I stedet for blomsterhilsner kan et bidrag sendes til Læger Uden Grænser, konto: 4190 0081000 - Mrk. Bodil Udsen.
Efter Bodil Udsens eget ønske foregår bisættelsen i dybeste stilhed.

Pladsreservation: tlf. 33 21 14 90 eller billet@bettynansen.dk
Betty Nansen Teatret - Frederiksberg Allé 57
søndag 9. marts

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. mar. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 11:39

Nyheder