Strejkens afslutning er et stort nederlag for britisk fagbevægelse, der ikke siden har kunnet føre arbejdskamp med samme styrke

Den 6. marts 1984 starter britiske kulminearbejdere en strejke, der varer ét år. Strejkens særlige karakter skyldes især, at de britiske kulminer, som de fleste i Europa, er nationaliserede. Derfor står konflikten direkte mellem staten og arbejderne.
Allerede i 1981 begynder uroen at brede sig blandt kulminearbejderne, da regeringen vil lukke 22 mineskakter. På det tidspunkt bliver en strejke midlertidigt afværget, men i vinteren 1983/84 er den gal igen: Nu skal 20 miner lukkes ned. Det betyder, at 20.000 mister deres arbejde.
Regeringen hævder, at kulindustrien er i tilbagegang, og den britiske stat kan ikke i længden finansiere en industri, der allerede er kraftigt støttet af staten. Sandheden er, at de britiske kulminer har en produktivitet, der ligger langt over både resten af Europa og USA.
De britiske miner har svært ved at klare konkurrencen, fordi de får meget mindre statsstøtte end den amerikanske. Den konservative premierminister Margaret Thatcher vil dog ikke opgive privatiseringen af det britiske samfund og vælger derfor gradvist at lukke minerne.
Reaktionen lader ikke vente på sig. 6. marts begynder strejken i to af de lukningstruede miner, Cortonwood og Bullcliffe Wood. Den 12. marts erklærer Arthur Scargill, formand for National Union of Mineworkers (NUM), generalstrejke i hele kulmineindustrien, og de fleste af Storbritanniens knap 200.000 kulminearbejdere går i strejke.
Strejken bliver lang og blodig. Britisk politi slår hårdt ned på 'fredsforstyrrere'. Den 23. marts er store politistyrker i kamp med strejkende arbejdere i 'slaget ved Orgreave'. Under strejken bliver også en del skruebrækkere sat på plads af blokadevagter. Strejken varer næsten et år, og de strejkendes familier synker gradvist ned i dybere og dybere fattigdom, trods alle forsøg på at hjælpe dem.
Den 3. marts 1985 slutter strejken. Forinden har arbejderne mistet meget folkelig sympati takket være en stærk kampagne imod strejken i medierne. En af anklagerne har været, at strejken blev finansieret af Sovjetunionen. Reelt har sovjetiske arbejdere i solidaritet givet af deres egne lommer til støtte for de strejkende, regeringen har intet med det at gøre.
Strejkens afslutning er et stort nederlag for britisk fagbevægelse, der ikke siden har kunnet føre arbejdskamp med samme styrke. 10 mennesker bliver dræbt under strejken. Det kan lyde af meget, men det er under det antal, der normalt omkommer ved ulykker i britiske miner på et år.