05 Jul 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

ÅRHUS - Sven Tarp - ny professor i leksikografi

ÅRHUS - Sven Tarp - ny professor i leksikografi

Onsdag, 12. marts, 2008, 00:00:00

Sven Tarp tiltræder som professor ved Institut for Sprog og Erhvervskommunikation på Handelshøjskolen, Århus Universitet

Sven Tarp, som er velkendt fra Arbejderens spalter, blev den 1. februar udnævnt til professor i leksikografi ved Institut for Sprog og Erhvervskommunikation på Handelshøjskolen, Aarhus Universitet.
Det bliver markeret med en tiltrædelsesforelæsning fredag den 14. marts på Handelshøjskolen i Århus. Her vil Sven Tarp, som nu har titlen professor, dr.ling.merc., forelæse på engelsk over emnet 'Revival of a Dusty Old Profession'.
Sven Tarps vej til det akademiske miljø har ikke været ganske direkte - og blev faktisk valgt ved lidt af en tilfældighed. Efter sin studentereksamen ernærede han sig i otte år som henholdsvis landbrugsmedhjælper og lastvognschauffør. Det satte en arbejdsskade en brat stopper for. I stedet besluttede han sig for at læse spansk på Handelshøjskolen - selv om han ikke kunne ét ord på sproget. Tiden på skolebænken blev imidlertid kort, for skulle han lære spansk, kunne det selvfølgelig kun foregå i Spanien. Han forlod skolen, brugte to år i Spanien og talte derefter sproget flydende.
I 1981 genoptog han spanskstudiet på Handelshøjskolen og blev i 1986 færdig som translatør og tolk. Efter et kortere bekendtskab med private virksomheder begyndte han i 1988 at undervise på Handelshøjskolen som timelærer. Her mødte han professor i leksikografi, Henning Bergenholtz, som blev hans vejleder under ph.d.-studiet i fagleksikografi, og som han lige siden har haft et meget nært samarbejde med omkring deres fælles forskningsemne.
Som adjunkt og senere lektor har Sven Tarp fortsat sin banebrydende forskning som én af grundlæggerne af funktionsteorien, der er en helt ny måde at anskue leksikografiske redskaber på. Målet er at placere leksikografien i informationsalderen, hvor hurtig, nem og behovstilpasset tilgang til informationer er alfa og omega. I efteråret 2006 blev han dr.ling.merc. på afhandlingen, 'Leksikografien i grænselandet mellem viden og ikke-viden'. I alle årene har han også fungeret som redaktør og medforfatter til en lang række fagordbøger.
Professor Sven Tarp afholder tiltrædelsesforelæsning over emnet 'Revival of a Dusty Old Profession' fredag den 14. marts klokken 13.30 i Vestas Auditoriet (M1), Handelshøjskolen, Århus. Alle er velkomne.

Vestas Auditoriet (M1), Handelshøjskolen, Århus - fredag 14. marts kl. 13.30

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. mar. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 11:39

Nyheder